30-årig dræbt af skud - fire adresser ransaget
En 30-årig mand blev sent fredag aften dræbt af skud. Politiet leder efter gerningsmanden i Aalborg
Sent fredag aften fandt en forbipasserende en 30-årig mand fra Randers skuddræbt på Tørvebryggen ud for Randers Regnskov.
I løbet af lørdagen har bevæbnede politifolk i kampuniformer ledt efter en mulig gerningsmand til skuddrabet på fire forskellige adresser i Aalborg.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck, til TV2 Nord.
Det var politiets særlig indtrængningsgruppe, der gennemførte aktionerne efter anmodning fra Østjyllands Politi. Men ingen er blevet pågrebet, oplyser Henrik Beck.
- Jeg kan ikke oplyse, om det er en eller flere personer, vi leder efter. I den her slags sager holder vi jo af gode grunde kortene tæt til kroppen. Det er jo en alvorlig sag og ikke bare et spørgsmål om, at en borger har spillet lidt høj musik, siger vagtchefen.
Østjyllands Politi var tidligere lørdag ude med en opfordring til borgere, der måske har set eller hørt noget fredag aften i Randers.
- Vi hører meget gerne fra vidner. Der ligger blandt andet en McDonalds-restaurant lige over for Randers Regnskov, så hvis der er nogen, der har opholdt sig der, har set eller hørt noget, så hører vi meget gerne fra dem, sagde politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi lørdag eftermiddag til TV2 ØSTJYLLAND og fortalte, at folk ikke har grund til at være bange, når de færdes i Randers.
Den 30-årige mand blev fundet livløs ved Randers Regnskov fredag aften klokken 23.29. De pårørende er underrettet.
VED DU NOGET?
Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set eller hørt noget omkring gerningstidspunktet.
Har du oplysninger i sagen, bedes du ringe til politiet på tlf. 114.