Årets Østjyde: Sådan vil jeg hjælpe syge børns søskende
Vinni Stenholt vil bruge sin præmie på søskende til sygdomsramte børn
I december modtog Vinni Stenholt fra Trygfondens Familiehus i Skejby hæder som Årets Østjyde 2015, med titlen fulgte også 20.000 kroner. De penge skal bruges på søskende til sygdomsramte børn.
- Der er mange tilbud til de syge børn. Deres søskende bliver dog let glemt i hele forløbet. Der er ikke så mange tilbud til dem, men de bliver altså også ramt, siger Vinni Stenholt.
Derfor har Vinni Stenholt nu lagt planer for, at de 20.000 kroner skal gå til blandt andet psykologtimer til de pårørende søskende.
- Pengene kommer primært til at gå til psykologsessioner, så det kommer an på, hvor meget vi kan få for de 20.000 kroner, siger Vinni Stenholt.
Vinni Stenholt fra Randers blev Årets Østjyde 2015
Skal styrke netværket
En af de helt store planer for søskende til sygdomsramte børn er sociale relationer til de andre søskende. Relationerne skal skabes gennem såkaldte søskendegrupper, der skal oprettes.
- Søskendegrupperne vil udover at hjælpe med terapi give de raske søskende mulighed for at møde ligesindede, som de kan danne venskaber med, siger Vinni Stenholt.
Vinnie Stenholt håber, at projektet kan starte i efteråret 2016.
I videoen øverst på siden kan du se, hvordan det så ud, da Vinni Stenholt vandt årets østjyde.