Bydel samler 7 mio. kr. ind - nu står nyt stort idrætsanlæg klar
I Randers-bydelen Hornbæk har lokalsamfundet stået sammen og samlet mange mio. kr. sammen til et splinternyt idræts- og kulturcenter.
I mange år har Hornbæk SF været kendt som den fodboldklub med Randers' dårligste og mest nedslidte omklædningsrum og klublokaler. Men det er fortid nu.
For i weekenden bliver Hornbæk Idræts- og Kulturcenter indviet på Gl. Viborgvej cirka en kilometer fra det gamle klubhus.
- Vi har fået Randers Kommunes mest opdaterede og moderne anlæg på alle mulige måder, siger bestyrelsesmedlem i Hornbæk SF, Peter Thorsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det har længe været et ønske for idrætsforeningen at få udvidet eller som minimum gennemrenoveret de tidligere faciliteter, men kommunen havde en hel anden idé.
Enorm opbakning
Herfra lød forslaget, at klubben helt skulle flytte og slås sammen med Randers Firma-Sport. Som sagt så gjort.
Eller det er måske for let sagt. Der skulle først findes en masse penge til projektet.
- Det hele har kostet knap 20 mio. kr., hvor kommunen har smidt 12,5 af dem blandt andet for at få arealet, hvor vi tidligere havde fodboldbaner. Der skal udstykkes grunde. Og så har vi selv samlet resten ind, fortæller medlem af styregruppen for HIKC, som centret hedder, Anders Høgstrup, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han og mange andre har stemt dørklokker rundt om i bydelen for at finde de nødvendige midler til at realisere projektet, og opbakningen har været enorm.
Skal mødes på tværs af alder
Over 100 virksomheder og endnu flere privatpersoner har spædet til, så det hele kunne blive til virkelighed.
Og nu kan man så indvie halvanden 11-mandsbane med kunstgræs, multibane, udendørs fitnessområde, stort klubhus og mere til.
- Det er planen, at der skal være gode muligheder for både fodboldklubben, men også den mere uorganiserede idræt, hvor folk kan komme og gå, som de vil, forklarer Anders Høgstrup.
Der er samtidig lagt op til, at mennesker skal mødes på tværs af aldersklasser, da centret vil blive brugt til alt fra børnefodbold over eSport til krolf og petanque.
Er klar til næste fase
Ligesom de store klublokaler med tiden gerne skal huse kulturarrangementer, generalforsamlinger, madaftener og meget mere til gavn for hele bydelen.
- Vi er overbevist om, at det nye sted får stor betydning. Bare tag i fodboldafdelingen, der tror vi på en medlemsfremgang, ligesom det bliver lettere at skaffe trænere og ledere, når der er en ordentlig base, siger Peter Thorsen.
Folkene bag centret stopper dog ikke her. Næste fase er nemlig at få etableret en bevægelseshal til gymnastik og indendørs boldspil i forbindelse med det nye klubhus.