Kasper Fuhr afviser ansvar for dårligt byrådsklima
Venstrefløjen i Randers Byråd får fra flere sider skylden for den hårde tone og det dårlige arbejdsklima
Embedsfolkene flygter, borgerne er forargede og eksperterne undrer sig. Klimaet i det politiske system i Randers er langt under frysepunktet, og faktisk er der flere randrusianere, som kender til de voldsomme konflikter end der er folk, som reelt kender byrådsmedlemmerne.
- Det er beklageligt og ærgerligt. Jeg synes, at det i særdeleshed er ude på venstrefløjen, siger pensionist Jørgen Dahlerup.
Historisk set har der været ondt blod mellem modpolerne i Randers Byråd siden begyndelsen af 90’erne. I 1993 blev Bjarne Overmark fra Beboerlisten nemlig valgt ind, og han væltede den daværende borgmester Keld Hüttel og tog flere embedsfolk med i faldet.
Fra den dag af har der været et væld af store konflikter ofte med byrådsmedlemmerne Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) og Bjarne Overmark (Beboerlisten) i centrum. Flere af de øvrige byrådsmedlemmer mener da også, at problemerne er centreret omkring netop de to.
- Jeg synes ikke, at bolden ligger hos mig. Jeg synes, at den ligger hos Venstre og Dansk Folkeparti. Det store problem ligger i den politiske udrensning, og at de kaster direktionen ind foran sig og udviser tøsedrengeadfærd, lyder svaret på beskyldningerne fra Kasper Fuhr Christensen.
Af blandt andre DFs Frank Nørgaard og gruppeformanden i Venstre, Anders Buhl Christensen, beskyldes Fuhr og Overmark for at kritisere navngivne embedsmænd, jagte konflikter i stedet for samarbejde og for beskidt sprogbrug.
- Jeg synes, at de spreder en utrolig dårlig stemning både i byrådssalen og forvaltningen, siger Frank Nørgaard, og ifølge ham kommer kritikken ikke kun, fordi han er politisk uenig med de to.
- I bund og grund mener jeg, at man skal have respekt for hinanden.
Senest forlod kommunaldirektøren Hans Nikolajsen sin stilling, og de seneste 10 år har mange i ledende positioner gjort det samme.
Bjarne Overmark stiller op og svarer på kritikken rettet mod ham i TV 2 Østjyllands nyhedsudsendelse kl. 19.30.