Klub udelukket efter voldsomme scener: Spiller spyttede på dommer

Den randrusianske breddefodboldklub FC Sabur nægtes at gå på banen på ubestemt tid efter flere uacceptable episoder under holdets kampe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
En spiller fra en randrusiansk klub brokkede sig i weekenden over et gult kort, så han fik et rødt. Herefter spyttede han på dommeren og truede ham. Efterfølgende er spillerens hold blevet spærret på ubestemt tid. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Trusler, spyt og angreb på dommeren bør ikke være en del af fodboldkampe. Men det har været tilfældet i flere opgør, hvor den randrusianske breddeklub FC Sabur har været involveret.

Nu er holdet spærret på ubestemt tid. Det er usædvanligt og sker højst et par gange om året.
Kristian Nørgaard Thomsen, DBU Jyllands Disciplinærudvalg 

Senest i lørdags, hvor den bosniske klub mødte KFUM Fodbold Randers, valgte dommeren at fløjte af, da han blev spyttet på af en udvist spiller, som samtidig truede ham.

- Nu er holdet spærret på ubestemt tid. Det er usædvanligt og sker højst et par gange om året. Det er også sjældent, at et hold er involveret i afbrudte kampe, fordi dommeren eller modstanderen føler sig truet, siger formand for DBU Jyllands Disciplinærudvalg, Kristian Nørgaard Thomsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

FC Sabur spiller sine hjemmekampe på Nr. Borup Stadion i det nordlige Randers. Holdet ligger pt. i DBU Jyllands serie 4 række. / Foto: Google Street View

Fået afbrudt flere kampe

FC Sabur har været den ene part af i alt tre afbrudte kampe siden maj.

I en pokalkamp den 7. maj valgte modstanderen – Værum GF – at udvandre, fordi spillerne følte sig truet af FC Saburs ditto.

Den 3. september spillede det bosniske hold mod Klejtrup BK, hvor dommeren valgte at afbryde kampen på grund af dårlig stemning.

I begge kampe fik to spillere fra FC Sabur efterfølgende karantæne i tre spillerunder på grund af deres adfærd.

VIDEO: For nylig endte en U19-fodboldkamp mellem Silkeborg IF og Hammerum også i voldsom tumult. En 18-årig SIF-spiller endte med at tildele en af modstanderne et knytnæveslag, mens en anden 17-årig SIF-spiller trak en 10 centimeter lang kniv frem. Indslaget er fra den 20. september. 

Få ødelægger det for holdet

En af de øvrige spillere på holdet, Toni Haliti, fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at spyttet fra holdkammeraten i lørdagens kamp var kulminationen på stor utilfredshed over dommerens præstation.

Ifølge FC Sabur dømte han imod holdet i flere situationer.

- Og rent faktisk var det ikke på grund af spyttet, at han afbrød kampen. Det var først nogle minutter senere, efter nogle fra vores sidelinje kommenterede på dommeren, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er synd, at hans opførsel skal gå ud over os andre, der gerne vil spille. Nogle på holdet har en kortere lunte end andre, og det giver problemer.
Toni Haliti, spiller FC Sabur

Toni Haliti tager dog skarpt afstand til holdkammeratens ageren.

- Det er synd, at hans opførsel skal gå ud over os andre, der gerne vil spille. Nogle på holdet har en kortere lunte end andre, og det giver problemer, siger han.

Uvis fremtid for holdet

FC Sabur har ifølge Toni Haliti fået styr på flere af de udfordringer, der tidligere har været i klubben. Men nu kan det hele være tabt på gulvet.

- Jeg tror ikke, at folk gider mere, efter det her er sket, siger han.

Hvad der kommer til at ske med FC Sabur i den resterende del af sæsonen er uvist.

DBU Jylland afventer indberetninger om den seneste kamp fra dommeren, FC Sabur og KFUM Fodbold Randers.

- Det er indberetningerne, der afgør, om holdet må spille igen. Udover at det skal forklare sig om episoden i lørdagens kamp, så skal FC Sabur redegøre for, hvad man vil gøre fremover for at undgå lignende sager, siger Kristian Nørgaard Thomsen.

TV2 ØSTJYLLAND har har forsøgt at få en kommentar fra en af de ansvarlige i FC Saburs fodboldafdeling, men klubben har ikke ønsket at udtale sig.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her