Kommune i stor brøler: Hjerneskadet kvinde mister strømmen
En 52-årig hjerneskadet kvinde har i over to døgn været uden strøm, fordi Randers Kommune glemte at betale hendes regninger. Som den ellers skulle.
Der er trygt og rart i 52-årige Linda Pedersens lejlighed i Prinsessegade i det centrale Randers. Det var der i hvert fald indtil tirsdag i sidste uge, hvor strømmen pludselig gik.
Kvinden lider af en hjerneskade, og derfor styrer Randers Kommune hendes økonomi og står også for at betale hendes regninger.
Men det er glippet med tre elregninger i 2022, som kommunen ikke kan finde ud af, hvorfor ikke er blevet betalt.
- Det er da bare for dårligt, at det kan ske. Min svigermor sad i over to døgn i en mørk lejlighed, og alt hendes mad fra køleskabet og fryseren måtte smides ud, siger Linda Pedersens svigersøn, Morten Olesen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Påstod at regningerne var betalt
Han henvendte sig til medierne for at få energiselskabet Andel Energi til at tænde for strømmen igen.
I første omgang var han nemlig overbevist om, at det var her, fejlen lå.
- Til at starte med påstod Randers Kommune hårdnakket, at de havde betalt regningerne. Det viste sig ikke at være rigtigt, og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan gå til, siger Morten Olesen.
Først da TV2 ØSTJYLLAND henvendte sig hos Andel Energi, blev de ubetalte regninger opdaget, og Randers Kommune fik betalt for strømmen.
2,5 døgn uden strøm
Så torsdag eftermiddag, efter omkring 2,5 døgn uden strøm, kom den tilbage i Linda Pedersens lejlighed.
- Hun var så trist de dage, hvor strømmen ikke var der og frygtede for, at det ville vare ved, fortæller Morten Olesen, som flere gange var forbi sin svigermor med mad.
- Vi kunne ikke bare tage hende med hjem til os, fordi der er for meget larm i vores hjem med fire børn. Det kan min svigermor slet ikke administrere.
Grundet Linda Pedersens hjerneskade havde hun svært ved at forstå, hvad der præcist skete, og hun havde ikke selv overskuddet til at tage fat i energiselskabet.
Vil vende hver en sten
Det, energiselskabet, forsøgte Morten Olesen og Randers Kommune så at få fat på, efter strømmen var gået.
Men først flere dage senere lykkedes det at finde frem til fejlen.
Som tilsyneladende har været, at tre elregninger er blevet overset hos kommunen.
- Den her sag giver os anledning til at vende hver en sten, så vi kan finde ud af, hvordan det kan ske. Borgere skal føle sig trygge ved at lave en aftale med os, siger borgerservicechef Birgitte Guldberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Forstår frustrationer
Hun forklarer, at det også nu har været vanskeligt at lokalisere de tre ubetalte regninger, men Randers Kommune har fået dokumentation fra energiselskabet for, at de er sendt.
- Jeg forstår til fulde borgerens og de pårørendes frustrationer. Når der bliver lukket for strømmen, så har vi ikke gjort det godt nok, og det er vores ansvar, slår Birgitte Guldberg fast.
Sagen var endt hos inkassofirmaet Intrum, som kommunen nu er i dialog med for at finde frem til, om også inkassovarslet og rykkere er endt det rette sted, men blevet overset.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at finde ud af, hvad der er gået galt, siger Birgitte Guldberg.