Anita og Inge Lise er blevet venner med hjælp fra kommunen

Samtalerne skal give tryghed og mindske ensomhed blandt ældre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Se mere om tiltaget i indslaget her.

Anita Uhre Knudsen og Inge Lise Stewart havde aldrig mødt hinanden før, men med hjælp fra Randers Kommune er de nu blevet venner.

Inge Lise Stewart meldte sig som frivillig telefonven og blev matchet med pensionist Anita Uhre Knudsen. Konceptet går ud på, at Inge Lise Stewart skal ringe til Anita Uhre Knudsen med jævne mellemrum, og det gør hun en til to gange om ugen - til stor glæde for begge kvinder.

Anita Uhre Knudsen har stor glæde af at have Inge Lise Stewart som telefonven. / Foto: Johann Sørensen, TV2 Østjylland

- Jeg var selvfølgelig spændt på, hvem der sagde hallo i den anden ende, og hvordan hun var at snakke med, men der har ikke været nogen problemer. Vi falder meget let i klik med hinanden, og der er ikke pinlige pauser, siger Inge Lise Stewart til TV2 ØSTJYLLAND og uddyber.

- Jeg er glad for at være frivillig, fordi jeg kan mærke, at hun har glæde af det, fordi hun ikke kommer så meget ud.

Ensomhed er skadeligt

Anita Uhre Knudsen har vejrtrækningsproblemer, og det har konsekvenser for hendes sociale liv.

Der er mange følgevirkninger ved at være ensom. Der er risiko for hjertekarsygdomme, demens og søvnproblemer.
Birgitte Saksø, frivilligkoordinator i Randers Kommune

- Nogle gange har jeg ligget i to dage og har ikke været i kontakt med nogen, fordi jeg ikke har helbred til at kunne gøre det. Men på det tidspunkt ringer Inge Lise, og det giver tryghed, siger Anita Uhre Knudsen.

De to kvinder er en del af et projekt, som Randers Kommune har lavet. Meningen er at forebygge ensomhed og skabe tryghed blandt ældre i kommunen. Hver tyvende østjyde kæmper nemlig med ensomhed, viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet.

Grafikken viser hvor mange østjyder, der er ensomme.

De ældre og frivillige bliver matchet af Birgitte Saksø, der er frivilligkoordinator i Randers Kommune.

- Det er en invitation til fællesskabet, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og uddyber, hvorfor det er et problem at være ensom:

- Der er mange følgevirkninger ved at være ensom. Der er risiko for hjertekarsygdomme, demens og søvnproblemer.

Forbered dig på alderdommen

Det er ikke alle kommuner, der tilbyder telefonvenner, men der findes andre måder at undgå at blive ensom, og det er en god ide at forberede sig på, lyder det fra Ældresagen.

- Det bedste er jo at forberede sig i god tid, inden man forlader arbejdsmarkedet, ved at komme ind i nogle fællesskaber, som man kan have glæde af, siger Tove Jørvang, der er formand for Ældresagen i Aarhus.

- Jeg vil anbefale at være frivillig, fordi man kan bevare sine kompetencer og et fællesskab, eller at opsøge sit lokalcenter, er hendes råd.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her