Mobbeekspert: Modsvar kan skræmme mobberne væk
Ifølge mobbeekspert Helle Rabøl kan det have en positiv effekt, at man tager tyren ved hornene og forsvarer sig mod mobbeudøvere
Når mobbeofre som Julie Kvelland fra Randers står frem og forsvarer sig mod dem, der i årevis har mobbet hende ved at glo, tage billeder og komme med grimme kommentarer, så kan de have fat i den lange ende.
Sådan lyder det fra mobbeekspert Helle Rabøl Hansen fra Aarhus Universitet.
- Vi ser nogle gange, at når offeret tager til genmæle eller foretager en genoprejsning, som Julie gør, så stopper mobbeudøverne op og får dårlig samvittighed med tilbagevirkende kraft, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er dog ikke en skudsikker metode, mener hun, for der vil være tilfælde, hvor mobbeudøverne vil gå i forsvar og intensivere mobningen.
- Nogle vil forsvare det fællesskab, de har fået ud af, at nogle har liket deres brutalitet, eller at nogle synes, de er seje, modige og så videre. Dén position vil nogle gerne bevare, siger Helle Rabøl.
Det helt rigtige modsvar
Julie Kvelland på 21 år er så længe, hun kan huske, blevet udsat for, at folk har stirret på hende, taget billeder af hende og sendt onde bemærkninger hendes vej.
Årsagen er, at hun lider af den meget sjældne sygdom Partiel Lipodystrofi, der får fedtet på hendes krop til at placere sig anderledes end hos andre mennesker.
Det giver hende meget tynde arme og ben, mens hendes fedtdepoter hovedsagligt er placeret på ryggen og halsen.
Julie Kvelland har nu oprettet en blog, hvor hun deler sine tanker og følelser om den mobning, hun er blevet udsat for af både unge og ældre. Og dén metode mener mobbeekspert Helle Rabøl er helt rigtig.
- Hun kommer verden i møde, og derfor får hun så meget respekt tilbage, siger hun.
Læs også:
Helle Rabøl mener, at Julie Kvelland kan være en rollemodel og en form for håb for andre mobbeofre ved, at hun viser, at man godt kan rejse sig op og bevare sin selvrespekt.