Randrusianerne elsker fodbold
Stigning i salget af sæsonkort
Meget tyder på, at randrusianerne er vilde med fodbold, i hvert fald har Randers FC kunnet registrere en stigning i salget af sæsonkort på 50 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
En af grundende til den store interesse kan findes i, at et sæsonkort til Randers FC faktisk er Superligaens billigste. Det viser en undersøgelse foretaget af Ekstra Bladet. Faktisk har Randers FC lavet en kampagne, hvor sloganet hedder' Vores sæsonkort er så billige, at vi ikke har råd til nyt tøj..." Det skulle altsammen være med til at få randrusianerne ud af stuen og ind på stadion.
- Alle spillerne synes, at det har været sjovt at være med i kampagnen, og det er fantastisk at mærke den positive reaktion, der har været på de forskellige kampagnetemaer. At den så har været med til en stor stigning i salget bliver jo kun en fordel for os, når vi løbet ind på banen med flere tilskuere end normalt og dermed meget mere af den vigtige opbakning, lyder det fra Randers FCs anfører Christian Keller i en pressemeddelelse.
Et sæsonkort koster 1200 kroner for voksne og 780 kroner for børn og pensionister.