Renoveringen af Den Blå Bro er i gang
Onsdag begyndte arbejdet med at renovere et af Randers' kendte vartegn
Den Blå Bro i Randers trænger til en kærlig hånd, og i dag begyndte projektet med at give et af Randers' mest kendte bygningsværker en makeover.
Den gamle jernbanebro blev bygget før 1900 som erstatning for en ældre bro af træ, der blev anlagt til banens åbning i 1876, og i dag er broen udelukkende til fodgængere og cyklister. De må dog væbne sig med tålmodighed frem til den 30. september, for det er ikke tilladt at gå og cykle på broen, mens arbejdet står på.
Den Blå Bro lukkes ned i fem måneder
Vejingeniør Keld Christensen fra Randers Kommune fortæller, at det går meget hurtigere, hvis der ikke er trafik på broen, når der skal males, afslibes og arbejdes med andre ting.
- Det er en rimelig stor opgave. Det er en totalrenovering af broen, som vi helst skal foretage hvert 15. år. Sidst var i 1993-1994, så der er gået noget længere tid, end der burde, men det kan man så også se på broen, siger vejingeniør Keld Christensen fra Randers Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Broen består blandt andet af 3.000 kvadratmeter stålflader, der skal shines op.
Randers Kommune anbefaler fodgængere og cyklister at krydse Århusvej og passere Gudenåen via Stibroen øst for bilbroen.
Se interviewet med Keld Christensen i ovenstående video.