Så er det godkendt: Kærsmindebadet står til at blive revet ned
Randers Byråd har endeligt godkendt lokalplan 616, der betyder farvel til Kærsmindebadet
Kærsmindebadet, eller Kærseren, har været en institution i Randers, men siden 2015 har den samlet støv, og tidligere i år blev det klart, hvad der skulle ske med randrusianernes tidligere foretrukne svømmehal.
Det blev nemlig foreslået, at badet blev revet ned for at give plads til et boligområde – og det forslag er netop blevet endeligt vedtaget af Randers Byråd.
Det betyder dog ikke, at Kærsmindebadet bliver revet ned i morgen – der mangler nemlig lige en køber til projektet, men det bliver ikke noget problem, mener Frank Nørgaard (DF), der er formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.
- Jeg tror, det er et projekt, der er nemt at sælge. Det er et attraktivt sted, og tanken bag, nemlig at man beholder det grønne område, gør det til et rigtig godt projekt, siger Frank Nørgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Den omkringliggende Kærsmindeparken skal der nemlig ikke gøres noget ved – den skal blive en integreret del af det nye boligområde, som der nu er givet grønt lys til.
Frank Nørgaard anerkender, at det er en institution i Randers, der kan være på vej til at blive forvandlet til murbrokker.
- Det er altid trist, når noget forsvinder, som man kan have en identitet omkring. Jeg har selv brugt det som barn og cyklet derind og hygget i badet og i græsset. Men det var i elendig forfatning og utidssvarende, og det er på alle måder den bedste løsning at lave det om, siger Frank Nørgaard.
Kærsmindebadet lukkede i 2015. Du kan finde hele lokalplanen for området via dette link.