Tidligere fodboldspiller vinder Vild med dans
Den tidligere Randers FC-spiller Kasper Fisker og partner Karina Frimodt er vinderne af den 20. sæson af dansedysten.
Vinderne af årets "Vild med dans" – den 20. sæson i rækken - er influencer og tidligere fodboldspiller Kasper Fisker sammen med dansepartneren Karina Frimodt.
Parret snupper titlen og trofæet foran youtuber Fredrik Trudslev og partner Jenna Bagge, som fik andenpladsen, samt Bachelorette-deltager Mette Sommer og partner Morten Kjeldgaard, der dansede sig til en tredjeplads.
- Jaaaaaa, skreg Kasper Fisker.
- Vi har det jo for sindssygt.
- Ej, tusind tak, lød det fra en bevæget Karina Frimodt, som debuterede i programmet i 2010, men først i år har vundet "Vild med dans" for første gang.
Det skete foran et fyldt og feststemt Forum Horsens, som lagde gulv til finalen for første gang i fire år.
Maksimumpoint til Kasper Fisker
Finaleparrene var på gulvet to gange. Først med den sidste ud af de ti klassiske konkurrencedanse, inden de fik frie tøjler i deres freestyles, hvor alle dansedyder som holdning, hæl og tå blev parkeret.
Mette Sommer sparkede sin og Morten Kjeldgaards freestyle i gang med at spille trommer, og for den dans blev de belønnet med 47 point fra dommerne.
Der var maksimumpoint til Kasper Fisker og Karina Frimodts freestyle, der var inspireret af Kasper Fiskers skade, der gjorde ham fodboldinvalid i 2021 i en alder af 32 år.
Årets finale sluttede også med aftenens højeste bifald og stående ovationer, som to af dommerne også tog del i, efter Jenna Bagge og Fredrik Trudslevs freestyle, som bød på både tøjskift og pyroteknik. For den dans var der også topkarakterer fra dommerne.
Samlet set for aftenens to danse fik Kasper Fisker og Karina Frimodt flest dommerkarakterer, og seerne var også med dem.
Dermed kulminerede den 20. sæson af "Vild med dans", som blev skudt i gang 22. september. Ti par gik på gulvet i premiereprogrammet. Uge efter uge har seernes sms-stemmer og dommernes karakterer afgjort, om parrene var videre til næste fredag eller måtte forlade programmet.
Skuespiller Dulfi Al-Jabouri røg sammen med partner Malene Østergaard ud som de første, mens debattør og tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic og makker Thomas Evers Poulsen nåede hele vejen til semifinalen.
Sidste sæson
Finalen var også et afdansningsbal for to af programmets profiler.
Sarah Grünewald, som har været vært på programmet siden 10. sæson i 2013, oplyste inden premiereprogrammet, at denne sæson blev hendes sidste.
Det blev markeret med en kavalkade over hendes mest mindeværdige øjeblikke. Hendes syvårige søn, Luis, dukkede pludselig op i indslaget, og det fik tårerne til at trille.
Sønnen præsenterede også en musikalsk overraskelse til sin mor, da sangeren JJ Paulo kom løbende ind på dansegulvet med nummeret "My Bebe". Det fik Sarah Grünewald til at smide stiletterne og vinke årets par ind på gulvet til at danse med.
20 års Vild med dans-vindere
2023: tidligere fodboldspiller Kasper Fisker og Karina Frimodt
2022: skuespiller Caspar Phillipson og Malene Østergaard
2021: sanger Jimilian Ismaili og Asta Björk Ivarsdottir
2020: skuespiller Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen
2019: skuespiller Jakob Fauerby og Silas Holst
2018: skuespiller Simon Stenspil og Asta Björk Ivarsdottir
2017: skuespiller Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen
2016: bokser Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard
2015: skuespiller Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen
2014: vejrvært Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst
2013: bordtennisspiller Mie Skov og Mads Vad
2012: tv-vært Joakim Ingversen og Claudia Rex
2011: skiløber Sophie Fjellvang-Sølling og Silas Holst
2010: vejrvært Cecilie Hother og Mads Vad
2009: racerkører Casper Elgaard og Vickie Jo Ringgaard
2008: daværende kuglestøder Joachim B. Olsen og Marianne Eihilt
2007: skuespiller Robert Hansen og Marianne Eihilt
2006: håndboldspiller Christina Roslyng og Steen Lund
2005 efterår: skuespiller David Owe og Vickie Jo Ringgaard
2005 forår: skuespiller Mia Lyhne og Thomas Evers Poulsen
Også dommerveteranen Jens Werner siger tak for dansen. Han har siddet bag dommerbordet i samtlige sæsoner siden programmets danske premiere i 2005. Men som ordsproget lyder, vil han stoppe, mens legen stadig er god.
Efter både hans og produktionens ønske har han ikke siddet bag dommerbordet i samtlige afsnit i årets udgave, men i finalen og program seks, som var dedikeret til programmets jubilæum.
I jubilæumsprogrammet røg ingen ud. Men derimod fik parret mest flest point samlet set, Kasper Fisker og Karina Frimodt, en fredning i næste program.
Jens Werners dommerstol er på skift blevet overtaget af gæstedommere.
Blandt andre af den allerførste vinder af "Vild med dans", Klovn-stjernen Mia Lyhne, og den vragede Vild med dans-veteran Michael Olesen, som der ikke var plads til blandt de professionelle dansere i år. Men i finalen var Jens Werner altså tilbage.
"Vild med dans" vender tilbage i 2024.