Union efter dødsulykke: Sikkerheden var i orden
Sikkerheden ved rallyeventet opfyldte de krav, som løbet skulle, fortæller Dansk Automobil Sports Union
En 21-årig kvinde fra Rudkøbing og en 22-årig mand fra Hammel mistede lørdag livet under et rallyløb i Randers.
De to personer, der arbejdede ved arrangementet som officials, blev ramt af en rallybil, hvor en 73-årig mand sad bag rattet. Bilen kørte under løbet af banen og ud i rabatten, hvor den ramte de to personer. Der blev ydet førstehjælp på stedet, og politi og redning blev tilkaldt.
- Det er dybt, dybt tragisk at to unge frivillige mennesker, som bruger en lørdag på at tage ud for at hjælpe og blandt andet gøre det sikkert for publikum og kørerne, skal miste deres liv. Det er vi meget berørte af, siger informationsmedarbejder ved Dansk Automobil Sports Union Morten Alstrup.
Resten af løbet af løbet, der var arrangeret af Randers Auto Sport, blev efterfølgende aflyst. Årsagen til ulykken er endnu ikke kendt, men et punkteret dæk er sandsynligt, lyder det fra Dansk Auto Sports Union.
- Vi har hørt forlydender om et punkteret dæk. Det kan være meget sandsynligt, for at miste herredømmet på et langt lige stræk kræver typisk, at der går et eller andet galt. Vedkommende mister herredømmet og rammer ind i to officials, siger Morten Alstrup.
Forud for arrangementet har løbsarrangørerne indsendt en ansøgning med en prøvebeskrivelse, ligesom de også har fået en godkendelse af Østjyllands Politi.
- Sikkerheden har opfyldt de krav og forskrifter, vi har, når vi opbygger sådan en rallysprintsprøve, som er tilfældet er her, fortæller Morten Alstrup.
Forskel på officials og publikum
De to dræbte var begge med til arrangementet som officials. Og der er forskel på sikkerheden, når man er official, og når man er publikum, forklarer Morten Alstrup:
- Når man er official, så er man i en lidt anden sikkerhedssituation, end når man er publikum. For publikum er dem, vi skal garantere den størst mulige sikkerhed.
Læs også:
- Og for at vi kan gøre det, er vi nødt til at være nogle steder, hvor det ikke er så sikkert at stå for at overvåge og kontrollere, at der ikke kommer nogen. Så det er en todelt sikkerhed, siger Morten Alstrup.
Sender tanker til pårørende
Organisatorerne bag løbet, Randers Auto Sport og Dansk Automobil Sports Union sendte efterfølgende en meddelelse ud på deres hjemmeside.
- Vores tanker og medfølelse går først og fremmest til de pårørende efter denne tragiske ulykke, men også til de involverede deltagere og officials, der har hjulpet ved ulykken, skriver Bent Mikkelsen, formand for Dansk Automobil Sports Union.
Arrangørerne fortæller videre i meddelelsen, at forholdene omkring ulykken nu bliver undersøgt.
- Vi nedsætter i sådan et tilfælde en ulykkeskommission og undersøger forholdene omkring ulykken, herunder årsagen, skriver Bent Mikkelsen.
I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med informationsmedarbejder ved Dansk Automobil Sports Union Morten Alstrup.