Webshop brød loven på Facebook – får bøde på 7500 kroner
Helsekost-webshoppen Natur & Helse i Randers har fået en sur smiley og en stor bøde fra Fødevarestyrelsen.
Et Facebookopslag er endt med at blive en dyr fornøjelse for en webshop i Randers-bydelen Romalt.
Efter to anonyme forbrugerhenvendelser lavede Fødevarestyrelsen en kontrol af helsekost-webshoppen Natur & Helse, og den mundede ud i en sur smiley og en bøde på 7500 kroner til shoppen.
Shoppen lavede den 28. maj et opslag på sin Facebook-side med et link til en DR-artikel med overskriften 'Søren blev aldrig rigtigt rask efter corona: Nu forsøger lægerne med energibombe' efterfulgt af teksten 'køb her' og link til det omtalte produkt, Q10, i virksomhedens egen webshop.
Men det må man ikke.
- Vi linkede til vores egen hjemmeside, fordi vi sælger produktet, men den kobling må vi ikke lave. Vi slettede straks opslaget, siger Conni Pedersen fra Natur & Helse til TV2 ØSTJYLLAND.
'Helt ude i hampen'
Det var dog for sent i forhold til at slippe for den store bøde og den sure smiley.
Ifølge reglerne må fødevareinformation nemlig ikke tillægge en fødevare egenskaber vedrørende forebyggelse, behandling og helbredelse af en menneskelig sygdom eller give indtryk af sådanne egenskaber.
Conni Pedersen erkender, at loven er sådan, men hun mener dog, at den går for vidt.
- Det er ude i hampen, at vi godt må linke til en artikel om et produkt, men vi må ikke henvise til vores webshop, hvor vi sælger det. Folk kan jo selv gå ind og finde det alligevel, siger hun.
Ingen problemer i 17 år
Natur & Helse har valgt at betale bøden og lægge sagen bag sig.
Webshoppen forventer derfor også igen at få en glad smiley på de opfølgende kontroller fra Fødevarestyrelsen.
- Vi har aldrig haft problemer med Fødevarestyrelsen i de 17 år, vi har haft webshoppen, og dette regner jeg heller ikke med, vi får igen. Vi har normalt et godt samarbejde med Fødevarestyrelsen, slår Conni Pedersen fast.
Webshoppen skal forvente to opfølgende kontroller fra Fødevarestyrelsen i den kommende tid.