Hvordan dyrker man en æbleplantage?
TV-fotografen Michael Lindebjerg vil dyrke en æbleplantage på Samsø, men ukrudtet vokser hurtigere end æbletræerne
Efter en langvarig periode med stress og depression lægger TV-fotografen Michael Lindebjerg sit liv helt om. Han vil dyrke økologiske æbler på Samsø.
I efteråret 2015 plantede Michael 2000 æbletræer udover de 1100, han allerede havde plantet i 2014. Nu overvejer han, om han skal høste æbler på de første træer allerede i år.
Men det er hårdt arbejde at dyrke en æbleplantage, og det kommer bag på Michael, at ukrudtet breder sig så hurtigt under æbletræerne.
- Det står ikke ret mange steder, at ukrudt vokser hurtigere end æbletræer. Og lige nu er jeg simpelthen ved at blive overhalet af ukrudt, græs og mælkebøtter, fortæller fotograf og plantageejer, Michael Lindebjerg.
Sammen med hustruen Pernille har Michael solgt deres store hus i Højbjerg og købt et mindre rækkehus i Holme. Så samtidig med, at de skal flytte, må Michael lave rækkehuset i stand og færdiggøre sit arbejde som fotograf på Den Store Bagedyst.
Se, hvordan Michael Lindebjerg klarer udfordringerne med æbleplantagen i programmet Michaels Æbler i videoen øverst i artiklen.