Kommunal tandpleje lukket: Tandlægen har sagt op
Samsø Kommunale Tandpleje er midlertidigt lukket.
Sådan lyder meldingen fra kommunen til øens borgere, for der er kun én tandlægestilling i kommunens tandpleje, og den pågældende tandlæge har sagt op.
- Når vi har nogle få nøglepersoner til at løse bestemte opgaver, så er det jo en udfordring, når de så pludselig er væk, siger forvaltningschef for Social Sundhed og Beskæftigelse hos Samsø Kommune Dorthe Lykke Jensen til TV2 Østjylland.
Det betyder selvsagt, at alle forebyggende konsultationer er aflyst indtil videre.
- Vi skal nok få løst det her
Tandplejen er for børn og unge under 22 år samt borgere visiteret til omsorgstandpleje, specialtandpleje og socialtandpleje.
På kommunens hjemmeside kan de se, hvordan de skal forholde sig, hvis de får behov for akut tandlægehjælp.
På grund af den ekstraordinære situation er der blandt andet mulighed for, at borgerne kan benytte en privat tandlæge. Det skal dog godkendes hos kommunen først, for at man kan få udgifterne dækket.
Dorthe Lykke Jensen håber, at tandplejen snart kan åbne igen.
- Det er klart, at jeg går i gang med at finde ud af, hvordan vi kan finde en løsning på det her problem. Hvad løsningen bliver, kan jeg ikke sige endnu, men jeg er fortrøstningsfuld. Vi skal nok få løst det, siger hun.