Ø-børn fortsat i nødpasning
Knap halvdelen af børnehavebørnene på Samsø er stadig i nødpasning. Forældrene på øen hjælper fortsat hinanden, efter en børnehave pludselig gik konkurs.
Knap halvdelen af børnene på Samsø står fortsat uden et pasningstilbud, efter den private institution Samsø Børnehus i sidste uge blev begæret konkurs.
Samsø Kommune har ikke stillet et midlertidigt pasningstilbud til rådighed, og forældregruppen er derfor fortsat nødt til at ordne nødpasning i fællesskab.
Det er der heldigvis et godt samarbejde om i forældregruppen, fortæller Dorthe Andersen Munksgaard, der frivilligt har stået for nødpasningen tirsdag, og er mor til et af børnene, som efter konkursen står uden et pasningstilbud.
- Det er helt frivilligt at vi hjælper til, og der har heldigvis været god opbakning til at få det op at stå, siger Dorthe Andersen Munksgaard
Flere af børnene kan blive passet derhjemme eller af bedsteforældre, og det er derfor ikke alle de omkring 35 børn, der var tilknyttet Samsø Børnehus, som bruger nødpasningsordningen hver dag.
Men omkring otte-ni børn benytter sig på skift dagligt af nødpasningsordningen.
Samsø Børnehus
Samsø Børnehus var en naturbørnehave, der lå i Onsbjerg på Samsø.
Børnehaven blev oprettet i 1990 og havde frem til 2019 en driftsaftale med Samsø Kommune, hvor Samsø Børnehus opsagde driftsaftalen med kommunen.
Indtil for nylig var Samsø Børnehus en privat børnehave, som lejede sig ind i den kommunalt ejede bygning.
Kilde: Samsø Kommune.
Én uge ad gangen
I denne uge bliver børnene passet på Agerupgård, hvor forældregruppen har fået lov at bruge en lejlighed som midlertidig "børnehave”.
- Vi tager det en uge ad gangen, men vi kan godt mærke, at vi bliver presset, når man skal sætte så meget tid af til pasningen, så vi håber det kan gå så hurtigt som muligt med at få oprettet et nyt pasningstilbud, siger Dorthe Andersen Munksgaard.
Samsø Kommune oplyser tirsdag til TV2 Østjylland, at den ikke har yderligere kommentarer til sagen, men at en officiel udmelding er på vej.
Som forældre ser Dorthe Andersen Munksgaard frem til en varig løsning, og allerhelst i de vante rammer i de kommunalt ejede bygninger, hvor den nu konkursramte børnehave tidligere lå.
- Jeg håber de vil oprette en børnehave i de gamle lokaler igen inden jul. Jeg er meget fortrøstningsfuld med kommunens indsats, og det er mit indtryk, at de arbejder hårdt på noget i den retning.