Retter skarp kritik af rederi - må ikke ske igen
Samsø er afhængig af sine færger, men i fire uger lå Lilleøre stille. Nu retter borgmesteren kritik af kommunens eget rederi.
Normalt er kajen ved Dokk1 centralt i Aarhus fyldt med turister og pendlere, der skal ud til Samsø. Særligt om sommeren. Men i fire uger var der stille på kajen.
Årsag: Færgen Lilleøre var sat ud af spillet fra midten af august og til september på grund af tilsodede ventiler og saltvand i motorerne.
I en ny analyse retter kommunen kritik af rederiets arbejde med færgen, før det endte i havari og fire uger med nul afgange til og fra Kattegatøen.
I midten af august lød meldingen på en række aflyste afgange, men løbende stod det klart, at problemerne bare voksede i omfang.
Da man ville reparere motorerne lykkedes det ikke, hvilket udskød driftsstoppet i flere uger, og under en testsejlads brød bagbordsmotoren sammen.
Gentagne gange måtte rederiet meddele passagerne, at færgen alligevel ikke ville blive klar til de datoer, der løbende blev meldt ud.
Skarp kritik
Torsdag har Samsø Kommune præsenteret sin analyse af, hvad der førte til, at færgen lå stille i fire uger. Her kan man læse, at fejlene på materialet ikke kunne være undgået, men der er begået fejl, der var årsag til, at driftstoppet endte med at vare længere, end det behøvede.
Og her peger pilen på Samsø Rederi, der er ejet af Samsø Kommune.
'Det står også klart at Samsø Rederi har haft mulighed for at konstatere symptomerne på materialefejlene inden de egentlige havarier og dermed undgå det lange driftsstop, som udviklede sig i løbet af august,' skriver kommunen i sin konklusion.
Borgmester Marcel Meijer siger, at visse personer i organisationen har fået påtalt og indskærpet, at de har et personligt ansvar, som de skal leve op til.
- Vi vil gerne signalere, at de personer, der har haft ansvaret, har fået at vide, at det er ikke i orden, siger han til TV2 Østjylland.
'Ekstra ærgerlig'
Borgmesteren ønsker ikke at kommentere på, hvilke medarbejdere, der har fået en reprimande. Han ønsker heller ikke at kommentere på, om sagen har haft andre konsekvenser for de pågældende medarbejdere.
Problemer med færgen
I slutningen af juni i år havde Lilleøre maskinproblemer på styrbordsmotor, og i midten af juli var der problemer med styretøjet.
Torsdag den 17. august meldte Samsø Rederi så ud, at der var opstået et nyt problem. Denne gang i bagbordsmotoren, der døjer med - eller er ved at få - det samme problem som motoren på styrbords side.
Rederiet igangsatte med det samme reparationen, og der viste det sig, at skaderne er mere omfattende end først antaget.
I samråd med tekniske konsulenter og den tekniske ledelse arbejder rederiet nu på en plan, som dels skal reparere skaderne og derudover sikre, at man fremover undgår længevarende driftsstop.
Kilde: Samsø Rederi
Marcel Meijer er ærgerlig over, at det fire uger lange driftstop kunne have været kortere, hvis rederiet havde haft bedre styr på deres færge, før det endte i et havari og et driftstop.
- Det er jeg da virkelig træt af. Det betyder rigtig meget for os som ø, at færgen sejler. Hele stemningen har været ærgerlig over, at sådan noget sker. Når man så finder ud af, at det lange driftstop kunne være undgået, så er man da ekstra ærgerlig, siger han.
Må ikke ske igen
Rederiet og dermed kommunen har tabt penge på manglende passagerindtægter i de fire uger, Lilleøre lå stille. Derudover har man været nødt til at indkøbe to nye motorer til en samlet pris på tre millioner kroner.
Marcel Meijer håber, at de nye motorer kan være med til at sikre, at færgen bliver mere driftssikker i fremtiden.
Han slår fast, at noget lignende ikke må ske igen.
- At vores driftstop tog fire uger, det kan vi ikke acceptere igen, siger han.
TV2 Østjylland forsøger at få en kommentar fra Samsø Rederi.