Var hurtigfærgen for billig? Borgmesteren afviser
For tredje gang denne sommer er hurtigfærgen mellem Samsø og Aarhus sat ud af spil, og det får flere til at undre sig over, om kvaliteten er god nok.
For tredje gang inden for kort tid er hurtigfærgen mellem Samsø og Aarhus gået i stykker, og det får nu flere til at spørge, om færgen, der kostede i omegnen af 40 millioner kroner, måske var lidt for billig.
- Der er hele tiden noget galt. Der skal simpelthen været styr på det her nu. Hvis kunderne skal kunne stole på den her færge, så skal den altså til at sejle stabilt, mener Per Urban Olsen (K), kommunalbestyrelsesmedlem i Samsø Kommune.
Også Samsø-borgmester Marcel Meijer (S) er utilfreds med situationen.
- Jeg synes, vi har haft for mange aflysninger i år. En ting er, at man bliver nødt til at aflyse på grund af vejret, men vi har haft en del tekniske problemer i tre omgange, og det er for meget, siger borgmesteren.
Værre end først antaget
Siden lørdag har hurtigfærgen været aflyst, og passagererne må derfor i stedet en tur via Hou.
I juni var der problemer med styretøjet, og måneden betød hul i en central motordel, at hurtigfærgen måtte til reparation. Et lignende problem, der var ved at opstå, holder nu for tredje gang denne sommer færgen fra at sejle med passagerer.
Ifølge Samsø Rederi er skaderne værre end først antaget, hvilket holder hurtigfærgen ude af drift i hvert fald frem til lørdag.
- Vi plejer at tage færgen direkte ind til Aarhus, men nu er vi endt her (i Hou, red.) i stedet for. Det tager i hvert fald mindst en time ekstra. Det er meget tit, at den ikke sejler, siger William Gundelach, sæsonarbejder på Samsø.
Kirsten Irene Bjørnholt fra Samsø, som jævnligt benytter færgen, er blandt dem, der tænker, om det måske var et lidt for godt tilbud, da man købte den kinesiskbyggede færge for omkring 40 millioner kroner.
- Jeg tror, færgen er købt for billigt. Jeg har ikke så meget fidus til kinesisk arbejde. Jeg har selv en telefon, som jeg kalder kineseren. Den er jeg ikke så glad for, lyder det fra samsingen.
Borgmester afviser
Per Urban Olsen retter også skytset mod varen, og han mener, man har fået, hvad man betalte for. Han referer, hvordan rederiet fik to tilbud, hvor det kinesiske lå på knap 40 millioner kroner, mens det andet ifølge Per Urban Olsen var mere end 50 procent dyrere.
- Det er jo som at købe et billigt møbel et eller andet sted. Man får jo ikke det samme produkt, hvis man betaler end mindre pris. For at være en smule kold og kynisk, har man fået, hvad man har betalt for, mener Per Urban Olsen.
Marcel Meijer mener dog ikke, at prisen har noget at sige i forhold til de tekniske udfordringer, der er med hurtigfærgen.
- Den er billig, og det er jeg rigtig glad for, at der er nogen på Samsø, der synes, for det er den rent faktisk, men det er ikke noget bras, lyder det fra borgmesteren.
- Der sejler rigtig mange af de her færger i Asien, også med de her motorer, og det fungerer rigtig godt, så det skal også kunne fungere på Samsø, og det kommer det også til, understreger han.
Men har den ikke været for billig, når så ny en færge igen og igen…
- Prøv at høre, jeg tror ikke, det havde hjulpet, hvis vi havde brugt dobbelt så mange penge, siger borgmesteren.
TV2 Østjylland har ikke mandag kunnet få en kommentar fra Samsø Rederi. Rederiet har tidligere oplyst, at alle berørte billetter automatisk refunderes, og så bliver der sørget for transport mellem Hou og Aarhus for de faste pendlere.