Eksperter spår jævnbyrdig kamp om håndboldpokal
De danske håndboldhold spiller om årets første trofæ ved weekendens Final 4-stævne i Aalborg. BSV har spillet sig i semifinalen
Håndboldfans får serveret to brag lørdag, når herrernes sæson går ind i den afgørende fase efter VM-slutrunden i Frankrig.
Fire hold kæmper om årets første trofæ på dansk grund, når pokalturneringen skal afgøres med semifinaler og finale ved et Final 4-stævne i Aalborg.
I den ene semifinale mødes danmarksmesteren Bjerringbro-Silkeborg (BSV) og KIF Kolding København, mens Aalborg og Skjern tørner sammen i den anden.
- Man kunne ikke have ønsket sig meget mere, siger Lars Krogh Jeppesen, håndboldekspert på DR.
- Det er toppen af poppen med en række spillere, som vi lige har set til VM. Som håndboldfan ser jeg kun grund til at glæde mig, siger han.
Fire af de bedste hold
Bent Nyegaard, håndboldekspert på TV2, supplerer:
- Det er fire af de absolut bedste hold, og selv om de kommer til turneringen med forskellige udgangspunkter, er der ingen favorit. Der er 25 procents chance for en sejr til hvert hold, siger han.
KIF Kolding København har haft en uvant svær sæson. Holdet haltede i sæsonens begyndelse, men før jul lykkedes det med en god stime at spille sig op i slutspilsfeltet.
Mest nødvendigt for KIF
Der er dog stadig et stykke op til topholdene i ligaen, men en pokalsejr skal give et boost på vejen. Det siger sportschefen i KIF, Lasse Boesen.
- Det er rigtigt, at vi har haft nogle udfordringer, men det her er alletiders mulighed for at få et boost til alt det hårde arbejde, vi laver hver dag. Sådan ville vi også se på det, hvis vi lå nummer et i ligaen.
- Det er svært at sige, hvor vi står i forhold til de andre efter VM-pausen, men hvis vi giver os 100 procent, har vi helt bestemt en chance. Så må vi se, om det er nok, siger Lasse Boesen.
Håndboldeksperterne Lars Krogh Jeppesen og Bent Nyegaard mener, at en sejr til KIF Kolding København vil kunne give klubben mere arbejdsro efter et turbulent efterår med svingende resultater og økonomisk uro i kulissen.
- Det vil helt sikkert fjerne noget pres, hvis de allerede på søndag har vundet et trofæ og sikret sig europæisk deltagelse i næste sæson, siger Lars Krogh Jeppesen og suppleres af Bent Nyegaard:
- Det er en fantastisk mulighed for at bringe noget ro ind på holdet, og samtidig vil en pokalsejr harmonere med den selvforståelse, der er i klubben.
- Det vil være stort for alle fire hold at vinde pokalturneringen, men en sejr er mest nødvendig for KIF, siger Bent Nygaard.
Sådan her lød det, da BSV spillede sig til Final 4:
Lasse Boesen er til dels enig.
- Omgivelsernes pres kan ikke måle sig med det pres, der er internt i klubben. En sejr vil selvfølgelig give endnu mere tro på, at vi gør det rigtige, siger sportschefen.
Aalborg Håndbold kan i en tæt turnering drage fordel af, at holdet spiller i vante rammer i Gigantium.
Det kan tippe marginalerne over til nordjyderne, som blandt andre har den norske VM-stjerne Sander Sagosen på holdet.
- Selv om der kommer tilskuere fra de andre hold, giver hjemmebanen Aalborg mulighed for at lægge lidt hårdere pres på modstanderne.
- Det kan være den fordel, som afgør et meget tæt stævne med fire stærke hold, siger Lars Krogh Jeppesen.
Sidste år vandt HC Midtjylland pokalen.