Motorvej dræbte dyrehave: Nu genopstår den
Dyrehaven i Silkeborg blev nedlagt på grund af motorvejen, men nu åbner dele af den igen.
To kvæg kom torsdag på græs, da den gamle dyrehave i Silkeborg genåbnede.
Siden 2012 har silkeborgenserne nemlig måtte undvære det populære udflugtsmål, da området blev nedlagt for at give plads til motorvejen.
Læs også:
Den nye motorvej skar lige gennem Silkeborg Dyrehave og delte den i to.
Derfor har dyrehaven måtte lade livet. Ind til den torsdag genåbnede med nye beboere.
- Vi havde et hegn omkring cirka 30 hektar skov åbne arealer, hvor der gik op til 50 dådyr, siger forstkandidat for Teknik og Miljø i Silkeborg Kommune Kristian Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det har ikke været muligt for byrådet i Silkeborg at finde et nyt sted til dyrehaven.
- Man har kigget på det i den tidligere byrådsperiode for at finde et nyt sted til den tidligere dyrehave. Det er så ikke lykkedes, derfor har vi prøvet at tænke ud af boksen, siger Claus Løwe Klostergård (Alternativet), der er formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune.
Nye beboere
Det er et hjørne af den gamle dyrehave, der åbner igen. Torsdag flyttede to skotske højlandskvæg ind i dyrehaven, og de får en helt særlig rolle for naturen i området.
Læs også:
- Kvægene skal hjælpe med at holde naturtyperne lysåbne. Det vil sige, at de skal gnave arterne, som vi ikke vil have her, det er primært træarterne, som vi gerne vil have skal holdes væk fra arealerne, siger Kristian Nielsen.
Det er planen, at der på sigt skal gå op til seks kvæg på den fire hektar store indhegning.