Ung mand anholdt for påsatte brande – men de ser ud til at fortsætte
Midt- og Vestjyllands Politi mistænker en brand i en barnevogn mandag aften i Silkeborg for at være påsat.
Boligområdet på Resedavej i Silkeborg var gennem flere måneder i 2019 plaget af påsatte brande. Men i december blev en 17-årig mand anholdt og sigtet for 24 af dem. I lang tid har der så været ro i området. Indtil nu.
For mandag aften var der igen, hvad der tyder på at være en påsat brand i en opgang på Resedavej 73.
- Klokken 20.52 får vi meldingen om en brand i en barnevogn i en opgang, og vi mistænker, at den er påsat. Der er ingen synlige beviser, men vi har svært ved at forestille os, at en barnevogn går i brand af sig selv, siger vagtchef hos Midt og Vestjyllands Politi, Ralf Høgedal, til TV2 ØSTJYLLAND.
Branden skabte en del røg i opgangen, og der skulle luftes godt ud. Heldigvis spredte flammerne sig ikke, og ingen personer kom noget til. Der var intet barn i barnevognen.
Hører gerne fra vidner
Midt- og Vestjyllands Politi har foretaget brandundersøgelser ved arnestedet, og hører gerne fra vidner til branden, eller folk der har oplysninger i sagen.
- Hvis folk har set noget mistænkeligt ved Resedavej 73 omkring kl. 20.50, så må de gerne henvende sig til os på telefon 114, siger Ralf Høgedal.
Beboere i området og politiet havde ellers håbet på, at de påsatte brande ville stoppe, da en 17-årig mand i forbindelse med en storstilet aktion om morgenen fredag den 6. december blev anholdt.
Han blev efterfølgende varetægtsfængslet og er sigtet for 24 påsatte brande på Resedavej og Lupinvej i Silkeborg. En varetægtsfængsling der for nylig blev forlænget med fire uger.
Erkender en brand
- Der er foretaget ransagninger med henblik på sikring af beviser. Under aktionen blev den 17-årig mand fra Silkeborg anholdt og sigtet for brandstiftelse i de nævnte forhold, oplyste politiet i december.
I perioden fra den 6. oktober 2019 til den 10. november 2019 har der været 25 tilfælde af påsatte brande. 24 af dem mistænkes den unge mand at stå bag.
Under et grundlovsforhør den 6. december nægtede den unge mand sig skyldig i langt de fleste af de påsatte brande.
- Han erkendte et af forholdene, men han nægtede at have noget med de øvrige at gøre, sagde anklager Katrine Melgaard, i december til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun fortalte samtidig, at den 17-årige ikke kærede varetægtsfængslingen.
Har stemt imod overvågning
I boligområdet, der ud over Resedavej tæller Lupinvej, har beboerne af flere omgange stemt om videoovervågning efter de mange brande.
På Resedavej var beboerne imod, og efter to afstemninger valgte også beboerne på Lupinvej at takke nej til kameraerne.
Anholdelsen af den 17-årige mand fik med stor sandsynlighed indflydelse på udfaldet af afstemningen.
Det, tror jeg også, har noget at sige, men der er mange faktorer, der spiller ind. Jeg tror, de fleste er trygge ved at bo her, men det er selvfølgelig ikke godt, at der tilsyneladende er nogle, der er utrygge, sagde Lisa Pedersen, der er formand for Afdeling 16 i 'Arbejdernes Boligforening' på Lupinvej, efter afstemningen til TV2 ØSTJYLLAND.
Dårlig omtale for området
Formanden mente i den ombæring, at den store opmærksomhed rettet mod området de seneste måneder, har været med til at skabe utryghed.
- Jeg tror, at det har været med til at puste til ilden. Nu skal politiet have fanget de sidste (medgerningsmænd, red), og så skal vi have gode gamle Lupinvej tilbage, sagde Lisa Pedersen.
Siden er der så altså sket endnu en påsat brand, som Midt- og Vestjyllands Politi nu efterforsker.