Ekstra spor på motorvejen: Beboere frygter støj-inferno
Torben Wallner bor tæt på motorvej E45 og er derfor skeptisk overfor udbygningen
Det er til stor glæde blandt mange bilister og pendlere at E45 skal udvides med ét spor i hver retning. Men nu frygter borgere i Hørning, at Vejdirektoratet ikke tænker støjdæmpning ind i projektet - og at støjen hos dem vil stige yderligere.
- Vi er støjplaget. Motorvejen ligger tæt på, og den har været en støjkilde i lang tid. Nu ser vi, at der skal laves nye udstykninger i området, og samtidig bliver der udbygget på motorvejen, så man ville tro, at det var helt naturligt, at man opførte støjdæmpende foranstaltninger, det sker bare ikke, siger Torben Wallner, der er beboer i området nær motorvejen ved Hørning.
Ifølge ham skal der tages mere hensyn til de omkringliggende huse i byggeriet.
- Jeg så gerne, at der blev bygget nogle pæne, høje støjvolde herude og nogle moderne støjdæmpere. Der er pivåbent landskab ud til motorvejen, siger han.
Beboerne i området ved naturligvis godt, at de bor tæt på motorvejen, og derfor tænker de også mere over, hvor ofte vinduet er åbent, og i hvilken retning vinden blæser, end mange andre husejere.
Men et ekstra spor uden ekstra støjdæmpende foranstaltninger er ikke noget, som Torben Wallner hilser velkomment.
- Det er helt klart noget, der påvirker folks livskvalitet, siger han.
Men hos Vejdirektoratet afviser man at sætte penge af til formålet.
- Vi har en stor støjbelastning i Hørning, og det lægger vi ikke skjul på, men det har bare ikke været en del af vores projekt også at skulle lave støjdæmpende foranstaltninger ved Hørning, siger Robin Højen Madsen, der er projektleder hos Vejdirektoratet.
Se mere i videoen øverst i artiklen.