Gode gerninger betaler sig: Nu vækster virksomhed voldsomt
Virksomheden delte håndsprit ud til plejehjem og skoler, og da rygtet om den gode gerning spredte sig på de sociale medier, eksploderede salget af maling til rollespilsfigurer.
Gode gerninger betaler sig.
Det kan den lille nørdede virksomhed fra Skanderborg 'The Army Painter' skrive under på.
Da coronavirussen kom, gik virksomheden, der laver krigsmaling til små rollespilsfigurer, nemlig fra 100 kilometer i timen til 100 procent stilstand.
- Da det først går op for amerikanerne, som er cirka 60 procent af vores marked, at der er noget, der hedder corona, selvom deres kære præsident har sagt, at der ikke findes sådan en ting, så stopper alt. Alle ordrebøger bliver lukket. Det går fra den ene dag til den anden, siger Bo Penstoft, der er administrerende direktør i virksomheden, til TV2 ØSTJYLLAND.
Denne udvikling fik virksomheden dog hurtigt lavet om på.
Mens de ventede på bedre tider, omlagde de nemlig deres produktion af maling til håndsprit, som de forærede til skoler og plejehjem i lokalområdet. Og da den gode gerning - af uforklarlige årsager - ramte de amerikanske medier, eksploderede salget af maling.
- Alle vores butikker derude, de begyndte at købe helt vildt ind af Army Painter lige pludselig. Det var sådan en eskalering af ting. Og jo flere folk køber ind, jo flere vil være med på vognen, og så kom Europa også med, forklarer direktøren.
Læs også:
Fra 22 medarbejde til 70
Virksomheden fik vendt coronasituationen til dens fordel, og på et år er den nu gået fra at have 22 medarbejdere til over 70, samtidig med at omsætningen er blevet fordoblet.
Og i sidste uge fik firmaet besøg af Troldspejlets Jakob Stegelmann, som kom for at overrække dem Dansk Industris Initiativpris for firmaets særlige indsats.
- Jeg skal ikke lyve. Det er lidt overvældende. Det betyder meget at blive anerkendt for det store arbejde, vi gør hernede, og det store arbejde mine ansatte lægger her hver eneste dag.
- Vi startede den her spritfabrik, som var medvirkende til, at vi fik prisen, men vi gør det jo ikke for at redde verden. Vi gør det jo for at redde vores eget firma og for at dele ud i lokalmiljøet, og det kan godt føles, som om man bliver puttet på et piedestal, men vi følte ikke, vi havde noget valg, så vi havde gjort det alligevel, men det er jo dejligt, at folk anerkender det, og synes det er fantastisk.
I dag har The Army Painter dog allerede solgt håndspritsforretningen for igen at kunne koncentrere sig om deres kerneprodukt.
- Det er jo min hobby, og det gælder om at blive i sin hobby, lyder det fra Bo Penstoft.