Her er gammelt ikke yt men bliver brugt i nyt
I Skanderborg Kommune har de skabt en genbrugsbank til gamle byggematerialer, som skal tænkes ind i nye byggerier.
Hvis mursten kunne tale, ville de her fortælle historier om tandbørstning og boring af huller. Fremover bliver det om leg og børnelatter.
De gule mursten ligger pakket og klar på to paller i en hal et sted i Skanderborg Kommune. De kommer fra en nedrevet tandlægebygning fra 1962 i Virring – snart skal de bruges til en ny daginstitution, som skal bygges i Gl. Rye.
- Det er et bæredygtighedsspørgsmål, som vi har fået øget fokus på. Vi har besluttet, at når vi laver en nedrivning, og der er materialer, vi kan genbruge, så vil vi gøre det, siger bygningskonstruktør i Skanderborg Kommune Nana Møller Clausen.
Tæt op ad de gule mursten ligger nogle tegl, som også skal genbruges på et tidspunkt. Overfor står en palle røde mursten fra en gammel gård, som skal bruges til en daginstitution samme sted, som gården lå.
- Ved at anvende byggematerialer fra lokale nedrivninger, sparer vi ressourcer, bringer historier videre og holder fokus på bæredygtige løsninger, siger Chef for Anlæg og Ejendomme i Skanderborg Kommune, Kirsten L. Andersen.
Sparer et halvt kg CO2 per mursten
Claus Juul Nielsen har udnyttet det øgede fokus på genbrug af byggematerialer og gjort det til en forretning at rense gamle mursten i firmaet Gamlemursten.dk.
- Man har lavet nogle sten, som holder i flere hundrede år, og derfor får man den værdi med ind i det næste byggeri. Derfor er der også nogle, som vil betale os for at rense dem, siger Claus Juul Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ved årsskiftet kom der nye krav til dokumentationen af nye store bygningers samlede klimaaftryk igennem hele levetiden. Derfor skal forbruget af Co2 tænkes ind, når man bygger nyt – og her er genbrug af materialer en faktor.
- Miljøstyrelsen har lavet en analyse, som viser, at man sparer et halvt kilo CO2 per mursten, man genbruger. Det vil sige, at 2.000 mursten svarer til ét tons, siger Claus Juul Nielsen.
- Byg mindre
Ifølge professor i bæredygtigt byggeri, Steffen Petersen, fra Aarhus Universitet, giver det rigtig god mening at genbruge byggematerialer. Derfor mener han også, at det er noget, vi vil se mere af i fremtiden.
- Jeg tror, man vil se udbredelsen af genbrug i byggematerialer udbrede sig meget i løbet af de næste år, fordi bevidstheden omkring mere bæredygtigt byggeri, den er stigende.
Hvad kunne man ellers gøre ude i kommunerne?
- Byg mindre. Det kan godt være, man har brug for at bygge nyt, men prøve at tænke mere ind i effektive kvadratmeter, så man simpelthen får bygget færre kvadratmeter, siger Steffen Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Pas på fortiden synder
Man skal dog være opmærksom på, at man ikke tager fortidens syndere med ind i de nye byggerier.
- Det sker fra tid til anden, at noget, vi gjorde før, kan vise sig at være sundhedsskadeligt. Det skal man helst ikke bære med over i det nye byggeri. Så man skal være lidt opmærksom på, hvad det er for et eksisterende materiale, man står med, og hvilken sammenhæng det har indgået i tidligere, siger Steffen Petersen.
Det er de også opmærksomme på i Skanderborg Kommune, hvor de foretager en miljøscreening inden en nedrivning påbegyndes, fortæller chef for Anlæg og Ejendomme, Kirsten L. Andersen
- Drømmescenariet er, at der konstant er et flow af materialer i genbrugsbanken. Skanderborg Kommune skal bygge meget de kommende år. Selv om alle brugbare sten fra en nedrivningsopgave lagres, er det ikke tilstrækkelige mængder til vores kommende byggerier, siger hun.
De gamle, gule mursten fra tandlægebygningen får nyt liv i daginstitutionen børnegården Bison, som efter planerne skal stå færdig i slutningen af 2023 og koster 33 millioner kroner.