Alt er fyldt: Pakkeshops bugner med pakker
Black Friday venter lige rundt om hjørnet, så forberedelsene er i gang hos lokale pakkeshops, da danskerne forventes at shoppe mere end sidste år.
At november er en mørk måned, overrasker de færreste.
Men om mindre end 48 timer går mange både fysiske- og onlinebutikker helt i sort.
Her lyder startskuddet til Black Friday, der er notorisk som et af årets mest populære shoppebegivenheder.
Det bemærker man også hos lokale pakkeshops, hvor mange købte varer lander, inden de havner i favnen på sin nye ejer.
Det gælder også i Skæring Nærkøb nord for Aarhus, der opfordrer sine kunder til at hente sine pakker, når de ankommer.
- Vi har meget travlt i den her periode, fordi pakkerne hober sig op, da folk bestiller mange ting, siger Massoud, der driver pakkeshoppen sammen med sin kone, Fidia Abdul Hamed.
Nu kimer det til forbrugsfest
En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at danskerne forventer at bruge 16 procent mere på dette års Black Friday sammenlignet med sidste år.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Her svarer fire ud af ti danskere, at de er klar med pengepungen, når kalenderen viser fredag. Den samme gruppe mennesker forventer at hive i omegnen af 3650 kroner ud af pungen, hvilket er en stigning fra året forinden.
Niels Ralund, der er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, peger på, at forbrugerne ofte ender med at bruge flere penge end forventet.
- I år falder Black Friday på en lønningsdag, og det kan formentlig få flere danskere til at shoppe lidt ekstra, udtaler Niels Ralund.
Og pakker kommer vrimlende
Hos pakkeshoppen i Skæring kan de nikke genkendende til, at tiden op mod er den periode, hvor der er mest højtryk på pakkelandskabet i butikkens baglokale.
Derfor har de en opfordring til kunder, der allerede nu har pakker liggende hos pakkeshopperne.
- Folk må meget gerne hente deres pakker inden fredag, så vi har plads til pakkerne fra Black Friday, siger Massoud, der forventer endnu et år med stakkevis af pakker.
- For mange er det nu, at julegaverne skal i hus, og mange køber deres gaver på nettet, siger Massoud.