Her afviser de kunder, der har handlet billigt på nettet
Blå Kors Danmark har besluttet, at deres frivillige medarbejdere ikke skal tage imod produkterne, fordi de potentielt er sundhedsskadelige.
Nej tak til tøj fra de kinesiske webshops Temu og Shein. Sådan lyder det nu fra Blå Kors Genbrug.
Butikkerne oplever i stigende grad at modtage tøj og legetøj fra de billige, kinesiske hjemmesider, men Blå Kors vil hellere være fri.
- Det vigtige er, at både vores kunder og frivillige kan være sikre med det tøj, vi har. Vi skal ikke have noget sundhedsskadeligt ud i vores butikker, siger Kirsten Marie Kragh, der er funktions og områdeleder i Blå Kors Genbrug, til TV2 Østjylland.
Derfor siger Blå Kors nu helt nej tak til ting købt på hjemmesiderne og opfordrer folk til ikke at aflevere det i deres butikker.
En stikprøve af de kinesiske varer, som Forbrugerrådet Tænk har foretaget, viser, at en del af varerne er yderst problematiske. Rådet har testet 38 produkter - heriblandt legetøj, rengøringsmidler, plejeprodukter og kosmetik - og kritikpunkterne er mange.
- Produkter, der bliver solgt på det danske marked, skal overholde EU's regler. Det skal produkter, der bliver solgt på Temu også. Det, der så viser sig, er, at det gør mange produkter købt på Temu ikke, fastslår Esben Grønborg Geist, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, over for TV2.
Det er det, der nu har fået Blå Kors til at frasortere tøj fra webshops som Temu og Shein. Derudover kommer butikkerne med et opråb om, at man slet ikke afleverer tøj eller andet derfra i de 50 danske butikker, hvoraf flere ligger i Østjylland.
Blandede reaktioner hos kunderne
Når butikkerne modtager tøj, står de frivillige klar til at sortere. De mærker på kvaliteten og tjekker, hvor det kommer fra. Og er det købt via Temu eller Shein, ryger det altså ikke ud til kunderne.
Det møder blandede reaktioner ved de handlende i genbrugsbutikkerne, som TV2 Østjylland har mødt i en butik i Randers.
- Jeg synes, det er i orden. Jeg køber ikke selv udenlandske varer, siger Kirsten Nielsen fra Katbjerg.
Hun mener, det vil gøre genbrugsoplevelsen mere tryg, hvis de frivillige allerede har lavet en sortering.
Søs Ramsing fra Norup mener omvendt godt, at hun selv kan lave den sortering, når hun går i genbrugsbutikker.
- Når jeg går i genbrug, kan jeg bare kigge i mærkerne, hvis jeg ikke lyst til at købe fra Shein eller Temu. Så vælger jeg at hænge det tilbage, siger hun.
Temu
Temu er en onlinemarkedsplads drevet af det kinesiske e-handelsfirma PDD Holdings, som blev grundlagt i 2015 af Huang Zheng.
Den tilbyder varer til stærkt nedsatte priser. Varerne sendes primært fra Kina til købere i Europa og USA uden mellemled i form af fysiske butikker.
Temu er blandt de mest anvendte netbutikker i Danmark, men virksomheden har mødt kritik for tvivlsomme reklamemetoder, dårlig produktkvalitet og problematiske arbejdsforhold.
Platformen er også blevet anklaget for ikke at overholde europæiske sikkerhedsstandarder og for at have utilstrækkelige foranstaltninger mod tvangsarbejde i sine forsyningskæder.
Kilde: Lex.dk og Forbrugerrådet Tænk.
Blå Kors-butikkerne er nu i gang med at undersøge, hvordan man skal bortskaffe de ting, der alligevel bliver indleveret fra de kinesiske hjemmesider, og netop dét bekymrer en tredje kunde, Cathrine Qvist Krüger fra Randers.
- Det er jo også et eller andet sted spild. Jeg tror, det er bedre, det bliver brugt, end hvis det bliver brændt, siger hun.
Hun køber selv produkter fra den kinesiske hjemmeside indimellem for at spare penge, og selvom hun forstår Blå Kors' valg, har hun det ambivalent med det.
- Som mor og menneske vil jeg absolut sige, at man skal undgå at udsætte sine børn, omgivelser og klimaet for sundhedsskadelige stoffer. På den anden side betyder pris bare rigtig meget som forbruger, siger Catrine Qvist Krüger.
Temu mener, der er styr på produkterne
Temu har ikke en talsperson i Danmark, men via et bureau, der varetager Temus kommunikation med pressen, har TV2 Østjylland fået et skriftligt svar fra den kinesiske virksomhed.
- Temu kræver, at tredjepartshandlere følger love og regler på de markeder, de sælger til. Vi håndhæver dette ved at anmode om dokumentation, udføre stikprøver og overvåge produktfeedback, står der i svaret.
- Hvis vi har mistanke om manglende overholdelse, tager vi produktet ned til gennemgang. Sælgere, der bryder vores regler eller loven, risikerer bøder. Disse foranstaltninger hjælper os med at opretholde en sikker, troværdig platform, hvor forbrugerne kan handle med tillid.
Alt overskud fra Blå Kors Danmarks genbrugsbutikker går til at hjælpe udsatte børn, unge og voksne med eksempelvis alkoholmisbrug, ensomhed og hjemløshed.