Winnerskjold lægger havneudvidelsen i graven
Jeg bliver bare nødt til at være realistisk – jeg tror ikke, der er en vej for den udvidelse, siger borgmesteren.
De storstilede planer om en udvidelse af Aarhus Havn er nu endegyldigt lagt i graven.
Aarhus' nye borgmester, Anders Winnerskjold (S), meldte onsdag ud, at han ikke mener, havnen skal udvides.
- Der er rigtig mange, som har spurgt mig: Hvad skal der ske med udvidelsen af Aarhus Havn? Lad mig starte med konklusionen: Jeg ser ikke for mig, at der skal besluttes eller tages stilling til en stor ny havneudvidelse i næste byrådsperioder, skriver han i et opslag på Facebook.
Overfor TV2 Østjylland uddyber borgmesteren sin udmelding.
- Med det meget komplekse sagsforløb, der har været, hvor vi også er blevet underkendt i Planklagenævnet, er det sundt at få sagen lagt på is og forfølge andre spor til at få mere areal til Aarhus Havn, siger Anders Winnerskjold.
Bringer tørhavn på banen
Udvidelsen var et vigtigt projekt for hans forgænger, Jacob Bundsgaard, men Winnerskjold ser ikke en vej frem, hvor selve havnen udvides.
- Jeg tror ikke, der er et politisk flertal for en havneudvidelse nu og her, og derfor skal man jo finde en anden måde, man kan få en stærk havn på, som ikke handler om en udvidelse, siger han.
Aarhus skal fortsat være en stor og stærk havneby, pointerer han og opfordrer Aarhus Havn til at gå andre veje.
- Det kan være en tørhavn, men det kan også være, at man i Aarhus Havns bestyrelse skal gentænke sin strategi og se, om der er andre steder i landet, man skal erhverve sig areal, siger Anders Winnerskjold.
Formand og borgmester
Den bestyrelse er han i lighed med sin forgænger selv formand for, og han erkender, at der er behov for mere plads, men det bliver ikke i form af en havneudvidelse, slår han altså fast i sin egenskab af borgmester.
- Jeg anerkender til fulde, at man har knoklet for en havneudvidelse og helt legitimt er der brug for areal. Jeg bliver bare nødt til at være realistisk – jeg tror ikke, der er en vej for den udvidelse, og så skal vi jo finde på noget andet, siger han.
Som formand for Aarhus Havns bestyrelse er det hans opfattelse, at man her er enig med borgmesteren.
- Jeg har en oplevelse af, at bestyrelsen er enig i den beslutning, siger han.