Nu skiftes bybussen ud med en grønnere udgave
Om to uger kommer bybussen i Skanderborg til at køre på el.
Det har været undervejs noget tid, men nu er det sikkert og vist, hjulene på bybussen i Skanderborg kommer til at dreje grønnere rundt.
Fra mandag den 27. juni sker skiftet over til den mere lydløse elbus. Og det bliver fejret med åben-bus-arrangement og gratis kørsel med bussen - nummer 21 - i hele uge 26, oplyser Skanderborg Kommune
- Vores transport står for en større CO2-udledning end vores forbrug af strøm og varme tilsammen, så der er virkelig noget at hente her. Med en bybus på el, der dagligt transporter over 500 mennesker, tager vi hul på en nødvendig omstilling af vores transportvaner, siger formand for klimaudvalget i Skanderborg Kommune, Claus Leick (F), der også er medlem af Midttrafiks bestyrelse.
Ifølge Skanderborg Kommune betyder skiftet fra diesel til el en CO2-reduktion på omkring 90 procent i klimaregnskabet, når man sammenligner med udledningen fra de tidligere dieselbusser.
Meget kan genanvendes
Derudover kan 97,3 procent af bussens materialer genanvendes, når den engang har taget sin sidste tur gennem Skanderborg.
Fakta om el-bybussen
Bybussen i Skanderborg kører i gennemsnit med 550 mennesker på en almindelig hverdag.
Bybussen har 28 daglige afgange til hverdag og 19 i weekenden, og den betjener 41 forskellige stoppesteder i alt.
145 passagerer står hver dag af og på ved byens mest populære stoppested: Adelgade/Asylgade.
Der er 39 siddepladser og tre klapsæder i el-bybussen. I alt kan bussen have 77 passagerer med ad gangen.
Åben-bus-arrangementet finder sted mandag den 27. juni på Kulturtorvet klokken 14, hvor interesserede kan inspicere bussen og høre mere om den.