Ny by vil have ændret sit navn

Først var der Hov, som ville hedde Hou, og nu ønsker borgerne i Tåning, at byen her skal hedde 'Tånning'.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Indbyggerne i Tåning håber på, at bynavnet fremover skal staves 'Tånning'.

Der er efterhånden gået inflation i at kræve sit bynavn ændret. Det startede med 'Hov' i Odder Kommune, som nu hedder Hou, og nu er det Tåning nær Skanderborg, der er i spil til et nyt navn.

Her ønsker et flertal af indbyggerne i sognet, som indeholder Tåning og Horndrup, nemlig at bynavnet i stedet fremover skal staves 'Tånning'.

Muligheden afhang af lokal opbakning, og den har jeg så fået.
Sune Fredslund Andersen, Tåning

Initiativtager til ændringen er Sune Fredslund Andersen.

- Vi ønsker, at der er overensstemmelse mellem tale og skriftsprog. I byen siger vi nemlig 'Tånning' og ikke Tåning, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Sådan så det ud, da det første nye Hou-skilt blev sat op. Indslaget er fra den 26. november.

136 har stemt for ændring

Det har indbyggerne ifølge ham altid gjort, og for mange er stavemåden uforklarlig.

Derfor har 136 borgere, hvilket er over halvdelen af de voksne i sognet, da også skrevet under på, at de stemmer for en ændring af stavemåden.

- Jeg tog kontakt til Stednavneudvalget (under Kulturministeriet, red.) for at høre, om muligheden for en ændring. Her lød det, at den afhang af lokal opbakning, og den har jeg så fået, siger Sune Fredslund Andersen.

Kun seks-syv personer af de adspurgte på rundturen med underskriftsindsamlingen skrev ikke under.

- Det var meget positivt, og tyder på, at der er klart flertal, lyder det fra initiativtageren.

Borgmester bakker op

Rent formelt skal navneændringen dog også vedtages af Skanderborg Kommune, hvor byrådsmedlemmerne i aften skal sige ja eller nej til planerne.

Tidligere har flere udvalg været positive.

Jeg tænker, at der er ting, vi skal rette på med det samme, og andet der kan vente lidt.
Frands Fischer (S), borgmester, Skanderborg

- Min forventning er, at der også vil være opbakning i hele byrådet, siger borgmester i Skanderborg, Frands Fischer (S), til TV2 ØSTJYLLAND.

I Hou koster det mellem 33.000 og 37.000 kroner at skifte alle by- og vejskilte, men helt så stor en udgift forventer borgmesteren ikke, der vil være i Tåning.

Ikke alt bliver straks rettet

- Jo større byen er, jo flere steder står navnet. Og Tåning er en del mindre end Hou. Jeg tænker også, at der er ting, vi skal rette på med det samme, og andet der kan vente lidt, siger Frands Fischer.

Hvis byrådet som forventet siger god for navneændringen i aften, skal forslaget, som proceduren altid er, sendes i fire ugers høring.

Her kan borgere i Tåning Sogn komme med indsigelser.

- Jeg forventer ikke indvendinger, for der har nærmest ikke været nogen modstand indtil nu, siger Sune Fredslund Andersen.

Første gang idéen var oppe at vende i Tåning var for tre år siden.

Borgmester satte første skilt op

I Odder Kommune satte borgmesteren, Uffe Jensen (V), det første nye byskilt op i Hou den 26. november.

- Det er en stor ære at sætte Hous nye officielle byskilt op. Det har været et mangeårigt ønske fra borgerne, som jeg er glad for nu at indfri, sagde borgmesteren til TV2 ØSTJYLLAND.

I første omgang var det Hou Fællesforum, der tog initiativ til ændringen af byens stavemåde her.

Borgmester Uffe Jensen fik en smule hjælp til at sætte det nye byskilt op i Hou.

Her fik man besluttet, at der i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet den 26. maj skulle stemmes om stavemåden. Her satte 844 borgere kryds ved Hou, mens 49 satte kryds ved 'Hov'.

Derefter søgte kommunen om navneskiftet hos Stednavneudvalget under Kulturministeriet og fik lov.

Glæde hos borgerne

En af dem, der i Hou havde kæmpet for navneskiftet, var Vagn Mørch Sørensen.

Han sidder som sekretær i Hou Fællesforum, og for ham var dagen for opsætningen af det første nye byskilt en glædens dag.

- Det er vidunderligt, at virkeligheden nu stemmer overens med den opfattelse, som vi som borgere har i Hou. Nu staves byen på den måde, som hovedparten alligevel har stavet den i mange år, sagde Vagn Mørch Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Navneændringen betyder, at Hou nu kommer til at dele navn med en anden lille by, Hou ved Limfjorden.

Vagn Mørch Sørensen roser Odder Kommune for at have inddraget borgerne i processen med at få besluttet stavemåden for Hou.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her