Pernille kan ikke få livsvigtig medicin til sig selv og sine børn

Pernille Rydén Flohr Henriksen kan ikke få fat på sin astmamedicin.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Pernille Rydén Flohr Henriksen kan hverken få sin astmamedicin eller medicinen til hendes OCD og ADD.

Pernille Rydén Flohr Henriksen og hendes børn har astma, og derfor tager de - hvad Pernille Rydén Flohr Henriksen kalder for - livsvigtig medicin. 

Uden den kan de simpelthen ikke trække vejret ordenligt. 

Men selvom den medicin, de bruger, er vigtig, så har det i den seneste tid ikke været lige til at skaffe den.

- Jeg har oplevet med både min og mine børns medicin, at det har været i restordre, siger Pernille Rydén Flohr Henriksen.

Mangel på medicin

Den seneste tid har TV2 Østjylland og andre medier dækket, at diabetesmedicinen Ozempic har været svær for patienterne at få fat i.

Men også en lang række andre typer medicin har været svære at få. Blandt andet Pernille Rydén Flohr Henriksens astmamedicin.

Har du også oplever problemer med at få din medicin?

Så hører vi gerne fra dig.

Tip os

- Det er blevet rigtig, rigtig svært og meget problematisk til et punkt, hvor jeg frygter at komme ned på apoteket og ikke kan få min eller mine børns medicin, siger hun. 

Pernille Rydén Flohr Henriksen har OCD og ADD – og også den medicin hun bruger her, har hun flere gange oplevet var i restordre.

- Hvis jeg ikke får min medicin, så kan jeg ikke fungere som mor og kone. Jeg kan ikke engang fungere som menneske, siger hun.

I ADHD-foreningen er man også opmærksomme på problemet.

- Vi hører faktisk i stigende grad fra medlemmerne, at de har svært ved at skaffe den medicin, som de har brug for, og den medicin som de har fået ordineret, fortæller Nina Rasmussen, der er forkvinde for ADHD-foreningen Midt-Østjylland. 

Apoteker kan ikke skaffe medicinen

Også dem, der står bag disken, når medicinen skal deles ud, har oplevet frustrationen, når medicin er i restordre.

- Det er ligeså frustrerende for os, som det er for vores kunder, for vi vil jo super gerne hjælpe vores kunder, siger Mathias Rytter Poulsen, der er farmaceut og souschef i Hornslet Apotek.

Han nævner, at manglen på medicin til tider skaber konflikter på apotekerne.

Mathias Rytter Poulsen fortæller, at apotekerne har problemer med at skaffe medicin hjem.

- Der er da nogle dage, hvor der har været en del frustrerede kunder, som er gået sure herfra. Og det er da meget irriterende for os, for det er noget, vi forsøger ikke at tage med hjem, men det er da ikke fedt at få skældud af en kunde, fordi vi ikke kan skaffe en vare, som vi ikke er herre over, siger Mathias Rytter Poulsen.

TV2 Østjylland har været i kontakt med flere andre apoteker i Østjylland og apotekerforeningen, der bekræfter, at flere borgere oplever at gå forgæves efter deres lægemiddel på apoteket.

Ved Hornslet Apotek fortæller de, at de nogle gange får kunder, der er kørt helt fra Sjælland for at hente medicin, der var kommet på lager hos dem. 

For Pernille Rydén Flohr Henriksen er det især uvisheden, der er svær. 

- Det, der skal hjælpe os til, at vi er i live, kan blive rigtig problematisk at få fat i, og det er rigtig skræmmende, siger hun.

Problem i hele verden

Ifølge professor i brug af lægemidler, Anton Pottegård, så er der problemer med at skaffe medicin, ikke alene i Danmark, men i hele verden.

Det skyldes, at en stor del af verdens lægemidler produceres på de samme fabrikker. Derfor skal der ikke meget til, før et lille problem på en fabrik betyder, at lægemidlet mangler i hele verden.

Ifølge Anton Pottegård er der ikke meget, man som forbruger kan gøre ved problemet.

- Det er desværre sådan, at der ikke er nogen løsning på vej. Der er ikke 1000 fabrikker på vej til Europa, så vi bliver selvforsynende.   

- Det her er kommet for at blive, og man må desværre sige, at det nok også bliver værre, siger han. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her