Politi dropper at sigte drenge fra Ry for drabsforsøg
Mangel på beviser har ført til, at anklagemyndigheden hos Sydøstjyllands Politi nu har droppet sigtelsen. Anklageskriftet er snart på vej
De fire drenge fra Ry, som er sigtet for at kaste en brandbombe mod en skolekammerat, risikerer nu alligevel ikke at få en dom for drabsforsøg.
Anklagemyndigheden hos Sydøstjyllands Politi, som fører sagen mod dem, har netop i dag valgt at frafalde sigtelsen om forsøg på manddrab.
- Vi mener, ikke der er beviser nok til at dømme dem for det, fortæller anklager Anna Holm til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvad sigtelsen og senere tiltalen i stedet for lyder på, vil anklager Anna Holm ikke kommentere, da anklageskriftet endnu ikke er blevet offentliggjort. Det vil det dog blive på fredag, oplyser hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Afventer anklageskrift
Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, som skal forsvare den ene af de fire drenge i retten, glæder sig på sin klients vegne over, at paragraffen om manddrab ikke bliver taget i brug.
- Der er flere muligheder. Vi afventer også anklageskriftet, men en mulighed er, at det i stedet drejer sig om grov vold, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
Drengenes advokater har i dag også fået oplyst, at retssagen mod de fire drenge begynder ved Retten i Horsens den 18. april - lige efter påske.
Går i 9. klasse
Episoden, hvor en 16-årig dreng blev voldsomt forbrændt, skete den 6. februar i år foran Ry Hallerne.
De sigtede er i alderen 15-16 år og går i 9. klasse på Mølleskolen i Ry.
- Alle arbejder hurtigt for at få denne sag for så hurtigt som muligt på grund af deres unge alder. Normalt ville den tage længere tid, siger Michael Juul Eriksen.
De fire drenge er varetægtsfængslet.
Drengene er dog ikke placeret i arresthuse sammen med voksne, men er anbragt på lukkede institutioner for unge.
Sagen begynder i Retten i Horsens 18. april.
RY-SAGEN KORT
- 6. februar bliver en 16-årig dreng med afghansk baggrund angrebet af fire jævnaldrende drenge. De fire jævnaldrende kaster en antændt flaske med benzin ud over drengen
- Drengen bliver stærkt forbrændt fra livet og ned
- Den afghanske dreng går knap en kilometer hjem til familiens hus efter angrebet, hvorefter han straks bliver bragt til sygehuset
- Drengen bliver indlagt i kritisk tilstand, men er uden for livsfare
- Fire drenge fra Ry anholdes. De er alle etniske danskere
- De fire drenge bliver varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet efter straffelovens paragraf 245, der omhandler grov vold
- Drengene er i alderen 15-16 år, og grundet deres lave alder opholder de sig nu på lukkede ungdomsinstitutioner
Kilder: Sydøstjyllands Politi, Skanderborg Kommune og Ritzau