Tre mænd forbrændt efter eksplosion med raketbrændstof
Kemisk blanding eksploderede i hovedet af tre kemikere
Søndag eftermiddag gik det helt galt for tre kemikere, der var i gang med at blande raketbrændstof, da blandingen gik af mellem hænderne på dem.
Alle tre mænd fik alvorlige forbrændinger i ansigtet og på hænder og skuldre, og blev kørt på hospitalet.
- Vi har ingen idé om, hvad der er sket. Og det har de tre mænd heller ikke. De er vant til at arbejde med det, men har altså ingen forklaring på, hvad der gik galt. Det eksploderede bare i hovedet af dem, siger efterforsker Orla Aagaard ved Skanderborg Politi til TV2 | ØSTJYLLAND.
Udover de voldsomme brandskader satte eksplosionen også ild i den staldbygning, hvor de tre opholdt sig på en gård på Skovsrodsvej mellem Ry og Låsby.
Brandfolk fra Brand og Redning Skanderborg fik assistance af Falck Galten, og branden var slukket omkring klokken 22.00.
De første meldinger om brand indløb søndag eftermiddag klokken 17.15.
Blandede kemikalier
Den voldsomme eksplosion skete, mens de tre mænd var i gang med at blande kemikalierne sorbitol, kaliumnitrat og natriumnitrat.
De tre mænd er alle uddannede kemikere og har tilladelse til at arbejde med kemikalierne.
- De har under normale omstændigheder styr på, hvad de laver. Så eksplosionen søndag er en gåde, siger Orla Aagaard.
Hvorfor de tre mænd var i gang med at blande de eksplosive kemikalier vides heller ikke.
Der er tale om en en 38-årig fra Silkeborg, en 53-årig fra Låsby og en 27-årig fra Aarhus.