Vejrer stemning for ny formand
Medlemmer skal svare på holdning til Løkke
Flere steder ulmer utilfredsheden med partileder Lars Løkke Rasmussen efter gårsdagens EU-valgnederlag. I Skanderborg Kommune skal alle Venstres menige medlemmer nu direkte spørges, om Lars Løkke er den rigtige formand for deres parti.
Lars Løkke har selv taget en del af ansvaret for, at Venstre fik et elendigt EU-valg og mistede et mandat. Han erkender også, at Venstre er i krise, og at der ligger et stort arbejde foran både ham og Venstre for at vinde vælgerne tilbage. Alligevel fortsætter kritikken i baglandet.
Formand for Låsby Vælgerforening Jørgen Jacobsen så gerne en anden formand:
- Jeg tror, at folk synes, at bægeret er ved at være helt fyldt, og det betyder, at vi er nødt til at kigge efter en ny ledelse. Jeg har haft en finger i jorden hos flere i kommunen, og det er mit klare indtryk, at utilfredsheden med Løkke som formand også gælder dem, siger Jørgen Jacobsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se interview med Jørgen Jacobsen i videoen over artiklen.