Kreativ Smukfest-svindler på spil
Smukfest advarer nu mod en ihærdig og kreativ svindler, der i øjeblikket forsøger at sælge imaginære billetter.
Partout-billetterne til årets Smukfest blev revet væk på lidt over en time. Efterspørgslen på billetter er stor, og nu advarer folkene bag festivalen om falske billetter.
Især en kreativ billetsvindler skaber i øjeblikket problemer. Flere fortæller på Facebook om den samme fremgangsmåde, hvor det ser ud til, at svindleren benytter Smukfest som afsender på sin kontaktinformation – men det skal man ikke lade sig snyde af.
- Den her fremgangsmåde har desværre ramt flere personer. Man får det til at se ud som om, det kommer fra os, og Smukshoppen står som afsender. Men det er ikke os, for det foregår slet ikke på den måde. Billetter skal overdrages på det sikre system på vores hjemmeside, siger talsmand for Smukfest, Poul Martin Bonde, til TV2 ØSTJYLLAND.
Talsmanden opfordrer folk til at politianmelde det, hvis man bliver udsat for svindel med salg af billetter. Man skal aldrig betale via MobilePay og tro, at det er Smukfest, der formidler overdragelsen af billetter.
Hvor mange personer, der er blevet ramt af den kreative svindler, har festivalen ikke noget bud på. Men den udspekulerede metode er ny.
- Vi har ikke oplevet det på den her måde ved tidligere festivaler. Det er nok mest af alt et symptom på, at der bliver mere og mere avancerede måder at svindle på. Der er desværre mange, der bliver snydt hvert eneste år, siger Poul Martin Bonde.
Smukfest er med i en ny kampagne, der netop skal sætte fokus på det ulovlige billetsalg. Kulturministeriet danner sammen med blandt andet billetudbydere, festivaler og spillesteder fælles front mod ulovligt billetsalg.
- Få borgere kan gennemskue de ulovlige billetudbyderes tricks og snyderier, og mange ender med at blive snydt eller betale meget mere for deres billetter. Det gavner hverken de dygtige kunstnere eller musik og kulturbranchen som helhed. Det er rigtig positivt, at så mange parter nu er gået sammen for at hjælpe forbrugerne på vej, siger kulturminister Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.
Læs også:
Kampagnen #Billetblind bliver officielt sparket i gang den 5. april.