Livredder ved Søbadet: Der er ekstra meget nøgenbadning
Søbadet ved Smukfest er blevet gentænkt i år, men de nøgne gæster er der endnu
Søbadet er nærmest en institution på Smukfest, men det er samtidig et af de områder, der i år har fået en ordentlig overhaling, når det kommer til udseende og mulige aktiviteter.
Livredder Simon Werenberg Rasmussen har haft en travl arbejdsdag. Ikke med at redde menneskeliv, heldigvis, men mængden af mennesker og det gode vejr har overrasket ham.
Læs også:
- Indtil videre har det været virkelig overvældende. Det har virkelig overgået mine forventninger. Jeg havde troet, det skulle regne, og nu står jeg og koger her. Der er mange flere mennesker, end jeg havde regnet med, men vi har selvfølgelig styr på det. Folk er glade, så det er ikke svært at holde styr på det hele, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Varmen har også bevirket, at der er flere mennesker end vanligt, der bader i Adamkostumet - til stor fornøjelse for livredderen.
- Der er ekstra meget nøgenbadning, og det er super fedt, det kan vi godt lide, siger han.
Haraldur Thorsson er en af de gæster, der har været i vandet. Han gjorde det dog i et roligt øjeblik, hvor han faktisk var den eneste, der var i vandet.
- Det så virkelig fristende ud, og så tænkte jeg "så gør jeg det bare", men jeg kan godt se, at jeg er den eneste i vandet lige nu. Da jeg sprang i, gik jeg lidt i chok og slugte en masse vand - det var koldere end jeg lige regnede med, og jeg fortrød først. Men nu er det dejligt og forfriskende, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Generelt er der stor tilfredshed at spore med de nye tiltag ved Søbadet, som du kan se på billederne øverst i artiklen.
Også hos Nicoline Schmidt, der er frivillig medhjælper på Smukfest.
- Det minder om en gadefest og har så meget strand-feeling. Det er første gang, vi er her, men det er så lækkert, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Se billeder fra Søbadet øverst i artiklen.