Medindehaver af PP busser fra Smukfest: Mine busser var synet
P.P busser tager det fulde ansvar for de dumpede busser, men bortforklarer det med dårlige forhold på Smukfest
Bøderne for defekte bremser på busser skal være højere, det mener regeringen og Dansk Folkeparti.
Udmeldingen kommer efter, at en række busser dumpede politiets kontroller i forbindelse med Smukfest i Skanderborg.
Harris Bagtijarevic, medindehaver af PP busser i Hasselager, som stod for kørslen på Smukfest, er uforstående overfor, hvad der gik galt med busserne.
Men selskabet tager ansvaret for de 8 ud af 11 busser, som dumpede politiets kontroller.
- Vi har ansvaret for vores busser. Men problemet er, når politiet kasserer vores busser, og vi efterfølgende kører dem til syn, får målt bremserne og får dem godkendt. Så er der noget galt et sted.
Adskillige busser dumpede kontrollen på Smukfest, som blev foretaget af politiet, og det er Harris frustreret over.
- Der er noget helt galt i vores system. Som vognmandsforretning har vi ingen interesse i at transportere passagerer i noget, der er usikkert. Vi bruger meget energi på, at busserne er i orden.
Han mener ikke, at nogen af de dumpede busserne har været til fare for sikkerheden, selvom at en af busserne dumpede på grund af defekte bremser.
- En bremsefejl, hvor en bus bremser lige over 30 pct., kan stadig bremse. Selvfølgelig skal man holde sig inden for lovens rammer. Et sted som Smukfest, kommer busserne aldrig over 30-40 km/t. Selvfølgelig kan de bremse. Det har ikke noget med sikkerhed at gøre.
Højere bøder bekymrer ikke
Regeringen og Danske Folkepartis udmelding om, at bøden for defekte bremser skal være højere, bekymrer ikke Harris Bagtijarevic.
- Vi har ikke noget imod forslaget. Jeg er sikker på, at busserne kan bremse i deres normale omgivelser.
Han mener, at støvet og forholdet på Smukfest gør, at busserne går ud af ’justering’, men hvis PP busser skal køre til Smukfest næste år, vil de øge indsatsen.
- Næste år tager vi dem ud af drift hver dag og får varmet bremserne igennem. Det tror jeg vil hjælpe.
Argumenterne om dårlige forhold for busserne på Smukfest kan direktør Per Brink fra Dansk Bus Renovering ikke genkende.
- Hverken støv, langsom kørsel eller det at bremse hyppigt gennem længere tid burde kunne påvirke politiets målinger. Busserne skal kunne bremse uanset, om de er kolde eller varme, fortæller Per Brink.