Ebelfestivalen presser 15 tons æbler
Den årlige efterårsfestival i Ebeltoft er skudt i gang med masser af besøgende og godt gang i æblemostpresserne.
- Der er simpelthen så meget at lave, griner Carl Erik Madsen, der på femte år er frivillig i æbleteltet, hvor æbler bliver presset til most på Ebeltoft Ebelfestival.
- Vi er oppe på omkring 15-20 tons i løbet af denne uge, så der kommer æbler ad flere omgange.
I teltet kan besøgende smage på de friskpressede varer og det er efter alt at dømme en succes.
- Det smager frisk og dejligt og koldt, siger Olivia Lyngå Elisasen på 8 år fra Sorring efter at have drukket et glas.
Ebelfestivalen åbnede lørdag og siden er gæsterne strømmet til i et omfang, der får arrangørerne til at tro på en ny besøgsrekord.
Udover æblemosten kan de besøgende hygge sig med at kigge i de mange boder, hvor man blandt andet kan købe æbleinspireret mad, samt høre koncerter og deltage i forskellige aktiviteter.