Flere deler bilen: - Ejerbiler koster og ruster
Selvom man kun har brug for en bil halvdelen af tiden, får man ikke halv pris hos bilforhandleren. Derfor er flere begyndt at leje biler i stedet for at købe.
Miljøet jubler over det, og i de fleste tilfælde gør vores pengepung det samme. Der bliver kortere mellem delebilerne, og Djursland er et af de steder, hvor de er blevet gladere for at dele køretøjerne.
Der har delebilskonceptet Byens Bil har nemlig så stor succes, at de stiller endnu en bil til rådighed i området omkring Feldballe.
- Der er så meget rift om den nu her, at vi stiller den tredje bil op i området, simpelthen fordi, at de to biler, der allerede er her er ude at køre for meget, og folk er begyndt at klage over, at bilerne ikke er tilgængelige, når de har behov, siger Arne Andersen, der ejer Byens Bil, til TV2 ØSTJYLLAND.
En af dem, der flittigt benytter delebilerne omkring Feldballe, er Jens Peter Mølgaard. Han benytter offentlig transport, når det kan lade sig gøre, men det er ikke altid tilfældet.
TV2 ØSTJYLLAND talte med ham under en køretur i en af delebilerne.
- For eksempel er vi lige nu på vej til Ebeltoft. Der er det håbløst. Det er en tagplade, jeg skal have fat i, og den kan jeg jo heller ikke have med mig i bussen, siger han.
Biler koster og ruster
Han har været med i delebilsordningen i fire år og er en af Byens Bils 30 brugere omkring Feldballe. Selvom han bruger delebilerne flittigt, overvejer han ikke at købe sin egen.
- Jeg har fravalgt bil. Både af økonomiske grunde, men også fordi jeg ikke har brug for den i det daglige, så det giver ikke mening at have en bil stående, der bare koster og ruster, siger Jens Peter Mølgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Virksomheden har nemlig indført en såkaldt bilgaranti: Hvis delebilen i din landsby er booket, så stiller de en ekstra til rådighed, hvis du booker tre dage i forvejen.
Og det sker ofte nok i Feldballe til, at de nu stille en tredje bil til rådighed, der skal være fast i området.
- Der er mange, der ønsker den her økonomiske frihed ved ikke selv at skulle eje en bil. Der er også rigtig mange, der har brug for 1,2 biler eller 1,3 biler, og så vælger de en ekstra bil i garagen fra og bruger vores koncept, siger Arne Andersen.
Det kan dog ikke udfylde behovet for at eje en bil, hvis man bruger den dagligt til for eksempel at komme på arbejde.
- Det er klart, at hvis man har et større kørselsbehov end 20.000 kilometer om året, så ville det være økonomisk rentabelt at købe sin egen, siger Byens Bil-ejeren.
Byens Bil har 25 delebiler i Midtjylland. Syv – og snart otte – af dem er på Djursland. De opererer mest i landsbyer som eksempelvis Feldballe.