Fregatten trues af gigant-lån: Politikere klar til at hjælpe

Et lån på 50 millioner kroner er en bombe under Fregatten Jyllands økonomi. Nu kommer politikerne fregatten til undsætning

Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Slaget er ikke tabt for Fregatten Jylland.

Politikerne er klar til at se, om de kan hjælpe fregatten og de øvrige museer, som samlet set skylder Arbejdsmarkedets Feriefond 900 millioner kroner.

Museerne har lånt pengene i den forventning, at millionerne ikke skulle betales tilbage. De troede, der var tale om donationer. Fregatten Jylland har lånt cirka 50 millioner kroner på den konto.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) siger, at der skal findes en løsning, så museerne ikke tvinges til at lukke eller pantsætte deres bygninger.

Det er vi simpelthen nødt til at finde en løsning på.
Mogens Jensen, kulturordfører (S)

- Nogle museer er blevet bragt i en trist situation. Derfor vil jeg nu indkalde de partier, der støttede lovforslaget, for at drøfte nogle af de uhensigtsmæssige konsekvenser, vi ser nu, siger han.

Han henviser til, at et bredt politisk flertal for år tilbage aftalte at overføre 360 millioner kroner fra Arbejdsmarkedets Feriefond til staten.

Det har angiveligt fået fonden til at ændre praksis og varsle, at en række lån skal betales tilbage.

Klar til at finde løsning

Socialdemokratiet melder sig klar til at finde en løsning.

Kulturordfører Mogens Jensen (S) siger, at man ikke har været bevidst om, at den førnævnte pengeoverførsel ville bringe danske museer i økonomiske problemer.

VIDEO: Fregatten Jylland har lånt over 50 millioner kroner af en fond, der nu er begyndt at kræve penge tilbage fra andre museer. Se mere i dette tv-indslag.

- Det har aldrig været med det udgangspunkt, at nogle af vores kulturinstitutioner skulle komme i en situation, hvor de må dreje nøglen rundt. Så det her er en utilsigtet konsekvens af de her beslutninger, og det er beskæftigelsesministeren nødt til at finde en løsning på, siger Mogens Jensen og tilføjer:

- De her lån er åbenlyst givet ud fra en forudsætning om, at de ikke skulle betales tilbage eller at lånene altid ville kunne blive forlænget som rente og afdragsfrit lån. Det er vi simpelthen nødt til at finde en løsning på.

For Fregatten Jyllands vedkommende skal tilbagebetalingen begynde i 2026.

Ole Bjerregaard, der er formand for fregattens bestyrelse, tror på en løsning inden.

- Jeg har en tro på, at det her munder ud i en eller anden fornuftig løsning, siger han.

VIDEO: Se et interview med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her