Læge fra Djursland frifindes for anklager om voldtægt

En 60-årig læge var tiltalt for at have bedøvet en kvinde med medicin for derefter at begå seksuelle overgreb.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Ved Retten i Randers er en 60-årig mand fra Djursland blevet frikendt for flere overgreb.

En 60-årig læge fra Djursland er fredag idømt 30 dages ubetinget fængsel og har fået frakendt retten til at arbejde som læge. Alligevel er han lettet.

For samtidig med dommen for brud på den såkaldte autorisationslov er han blevet frifundet for langt mere alvorlige anklager, nemlig anklager om voldtægt.

Og i modsætning til fredag formiddag, hvor han ankom til Retten i Randers som varetægtsarrestant, kunne han fredag eftermiddag gå derfra som en fri mand.

Anholdt sidste sommer

Lægen blev anholdt sidste sommer og varetægtsfængslet for at have voldtaget en yngre kvinde, som i dag er 32 år. Han og kvinden havde i en periode haft et seksuelt forhold.

Men ifølge kvinden havde han flere gange tiltvunget sig oralsex med hende, blandt andet ved at give et hende det beroligende medicin Oxazepam.

Men nævningetinget ved Retten i Randers følte sig ikke overbevist af kvindens forklaring, fortæller mandens forsvarer, Naja Wærness Larsen.

- Hun er kommet med en forklaring, der har været usammenhængende, og som ikke på nogen måder har været underbygget af virkeligheden, siger Naja Wærness Larsen.

Blandt andet henviser hun til, at der i sagen ikke er fundet det medicin hos lægen, som han er anklaget for at skulle have givet hende. Derudover er der nogle retsmedicinske undersøgelser, som ifølge forsvarsadvokaten strider direkte mod dele af kvindens forklaring.

Lettet

Naja Wærness Larsen fortæller, at hendes klient blev meget påvirket, da retten fredag formiddag afsagde sin kendelse om skyld.

- Han er meget lettet. Han har følt sig meget uretfærdigt behandlet både af politiet og af retten i forløbet. Han har siddet varetægtsfængslet i 14 måneder, siger hun.

Det bliver nu op til Statsadvokaten i Viborg at afgøre, om dommen skal ankes til Vestre Landsret. Lægen har også mulighed for at anke dommen og gå efter frifindelse eller en mildere straf.

Hvis fredagens dom ender med at stå som det endelige resultat af sagen, varsler Naja Wærness Larsen, at der vil blive fremsat et krav om erstatning for uberettiget varetægtsfængsling.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her