Lokale kæmper for ny vinterbadeklub på Djursland
Nappedam Lystbådehavn nær Kalø Slotsruin kan i det nye år blive hjemsted for en af de få vinterbadeklubber på Djursland
Vinterbadning bliver mere og mere populært, og nu vil lokale kræfter skabe en klub for netop denne aktivitet ved Nappedam Lystbådehavn syd for Rønde nær Kalø Slotsruin.
Den 23. januar er der således stiftende generalforsamling hos Nappedam Vinterbadere, hvor en bestyrelse skal vælges, og vedtægerne fastsættes.
- På vores facebookside ’Nappedam Vinterbadere', som har over 200 følgere, er interessen stor. Der er et stort opland, som har langt til nærmeste vinterbademulighed, så der er helt sikkert et behov for en vinterbadeklub med sauna her ved Nappedam med udsigt til Kalø Slotsruin, lyder det fra koordinator Thøger Pauli.
Håbet er at få opsat en saunavogn ved vandkanten, som vinterbadere kan benytte sig af efter en tur i det kolde gys.
Og så drømmer Nappedam Vinterbadere om masser af medlemmer, og at nogle af vinterbade-skeptikerne kan blive omvendt.
- Til dem kan vi blot sige, at det hverken er farligt eller gør ondt. Man skal selvfølgelig være indstillet på, at det er et koldt gys efterfulgt af en opvarmning i en varm sauna. Herved er der mange, der er helt sikre på, at denne vekslen mellem koldt og varmt styrker immunforsvaret, siger Thøger Pauli og fortsætter:
- Det ses også ved, at humøret som regel er højt blandt udøverne – og det er både før og efter badet.
Efter generalforsamlingen i slutningen af januar regner klubben med at hoppe en tur i bølgerne.