Mols Bjerge uddanner lokale Junior Rangers
Unge mennesker skal kende til naturen og kulturen i deres lokale nationalpark. Derfor skal de uddannes som Junior Rangers
Hvordan bruger man egentlig et kompas? Og hvad er det helt præcist, at bronzealderhøje er for noget? Det er nogle af de spørgsmål, som Nationalpark Mols Bjerge håber på at kunne lære en gruppe af unge 7.-9. klasses elever fra Ebeltoft og Kolind, som starter som såkaldte ”Junior Rangers”.
Et projekt som nationalparken tror kan give eleverne mange forskellige færdigheder.
- Projektet går ud på at få unge mennesker til at få øjnene op for, hvad en nationalpark kan, og hvad den er. Både den kulturelle del og naturdelen. De skal have øjnene op for glæden ved at være udendørs, og de skal uddannes til at inspirere og formidle videre til andre, siger Jákup Sørensen, naturvejleder i Danmarks Jægerforbund og tovholder på projektet til TV2 ØSTJYLLAND.
Junior Rangers er et europæisk program, der er målrettet unge, som skal lære om naturen i deres nærområder. Nationalpark Mols Bjerge tilbyder indsigt i de aktiviteter, som deres naturområde er egnet til.
- Nationalparken er meget varieret, og den kan give et godt indblik i forskellige naturtyper, for vi har også meget tæt på vandet, som giver muligheder, de skal lære, at havmiljøet er en sårbar ting. Og så er der historiske steder som Kalø Slotsruin, så det er nemt at give dem en bevidsthed om historien, siger Jákup Sørensen.
Store ambitioner
Ambitionerne for, hvad de unge mennesker tager med sig videre, er store:
- Vi håber, at de har rykket sig mentalt, at de tænker sig selv ind som værende en bruger af nationalparken. Vi vil bevidstgøre dem om verden rundt om dem. Vi vil gerne, at de tager aktivt stilling til at bruge naturen omkring dem, og at de selv kan tage stilling til den lokalt. Det kan passende starte lokalt i stedet for, at de skal ud og redde verden med det samme, siger Jákup Sørensen.
På den første dag i dag skal de unge på en vandretur i den svenske konge Gustav Vasas fodspor, da han flygtede fra Kalø Slot.