Østjyske firmaer samler tusindvis af kroner ind til syge børn
Der var ikke sat penge nok af til et børnehospice på Djursland fra statens side. Men det gør en række erhvervsdrivende og private noget ved.
Da det blev besluttet, at børnehospice Strandbakkehuset i Rønde skulle etableres, var der ikke afsat nok midler fra statens side.
Det forsøger en række erhvervsdrivende og private i Randers nu at gøre noget ved.
De er gået sammen om at donere produkter, der går på auktion i aften.
Det er alt fra Grisefest over blendere til bordlamper, og i alt dyster otte virksomheder om at samle flest penge ind.
- Vi er flere mennesker i det her projekt, og vi vil gerne støtte en god sag, siger Gudjon Oskar Smarason, der er en af frontpersonerne bag auktionerne, til TV2 ØSTJYLLAND.
220.000 kroner og mere til
Vestdanmarks første børnehospice åbner til november i Rønde på Djursland.
Her skal børn med livstruende sygdomme kunne bo i særlige lejligheder sammen med deres forældre.
Pengene fra indsamlingen går til ubeskåret til hospicet, der er det eneste børne- og ungehospice i Vestdanmark.
- Jeg er både overrasket og overvældet og bare så glad, siger hospiceleder Dorit Simonesen til TV2 ØSTJYLLAND.
Indtil videre er der samlet 220.000 kroner ind til hospicet, og de forventer at kunne samle 30-40.000 kroner ind lørdag aften.
I alt kommer etableringen af børnehospicet til at koste omkring 33 mio. kroner til bygninger, inventar med mere.