Oles fugl er forsvundet i løbet af natten: Kostede 67.000 kroner
Kunstner Ole Melin-Nielsen håber på, at nogen finder den store jernskulptur, han havde sat op som et vartegn ved Kolindsund.
- Det er godt nok ærgerligt. Den fugl var en gave fra mig til alle borgerne i Syddjurs Kommune. Nu er den væk, og der er ikke nogen spor af den herude hverken i gruset eller i græsset omkring den.
Ole Melin-Nielsen fra Ebdrup er rystet over det syn, der mødte ham ved Sundvejen i Kolind her til eftermiddag.
Han blev ringet op af en bekendt, der netop var kørt forbi hjørnet af Sundvejen og Sivestedvej nær Kolind, hvor Oles store jernskulptur af en fugl plejede at stå og har gjort det i to år.
Nu er den pist væk, og den er altså ikke fløjet af sig selv i løbet af natten, for den vejer næsten 300 kilo, og den måler 180 x 180 centimeter.
- Det er så frækt! Jeg gætter på, at den må være transporteret væk med en lastbil af en art. Fuglen er simpelthen knækket af den sokkel med en betonfod, den var støbt ned i, siger Ole Melin-Nielsen, der er førtidspensionist og autodidakt kunstner og i øvrigt også digter.
Han har haft værket med titlen "Fuglen i øjet" udstillet i Grenå, hvor den stod til salg for 67.000 kroner, men han fik den ikke solgt, og i stedet valgte han for to år siden at donere den som en gave til alle dem, der kommer forbi Sundvejen, hvor den er tænkt som et slags vartegn for området med et rigt fugleliv.
Ole Melin-Nielsen har meldt tyveriet til Østjyllands Politi, der ifølge kunstneren har noteret sig hændelsen, men erkendt, at den nok bliver svær at finde.
- Nu håber jeg bare, den dukker op igen. Det er mit indtryk, at folk var glade for den, og for mig som kunstner er det en træls oplevelse ikke at kunne have noget i fred, siger Ole Melin-Nielsen til TV2 Østjylland.