Pindsvineplejeren Karin: Glad for forbud mod sankthansbål
Pindsvineplejer Karin Albin er glad for afbrændingsforbud. Det gør livet nemmere og mere sikkert for pindsvinene
De fleste østjyder håber på, at afbrændingsforbuddet i deres kommune bliver ophævet, så sankthansaften kan blive med det helt store bål.
Men ikke hos pindsvinenes venner i Østjylland. Karin Albin har været pindsvineplejer i 25 år. Hun er glad for, at der er udsigt til en sankthans, hvor afbrændingsforbud mindsker antallet af bål.
- Det glæder mig virkelig. Der er ikke forbud generelt, men det er dejligt nu, siger Karin Albin fra Ebeltoft.
For pindsvin er sankthans en meget farlig dag.
- Sankthansbål er farlige, fordi det er grene- og bladebunker, som de bygger rede i, siger Karin Albin til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- De opdager først ilden, når den kommer helt ned i bunden.
Pindsvin
- Kropslængde: Ca. 25 cm
- Halelængde: Ca. 3 cm
- Vægt: ¾-1½ kg
- Antal pigge: 5.000-7.000
- Parringsperiode: Juni-juli
- Drægtighed: 35 dage
- Antal unger/kuld: 2-9, i gennemsnit 4-5
- Antal kuld/år: 1
- Levetid (max.): 6-7 år
- Udbredelse, Danmark: Stort set overalt, ikke bare på fastlandet og større øer, men også på en lang række mindre øer
- Beskyttelse: Totalfredet
- Fjender: Få pga. piggene. Ræv, grævling, ilder, skovmår, husmår, stor hornugle, trafik
Kilde: Naturhistorisk Museum
Hun har haft flere pindsvin inde til behandling efter sankthans de sidste mange år.
- Vi får nogen ind, som mangler meget hud. De kommer sig, men det er en langvarig behandling, siger Karin Albin.
Flere forbud ophævet
Der har været afbrændingsforbud i hele Østjylland på nær Horsens Kommune. Men i de seneste dage er afbrændingsforbuddet blevet ophævet i flere kommuner.
Det betyder, at der lige nu er afbrændingsforbud i Odder, Samsø, Skanderborg, Aarhus, Syddjurs og Norddjurs kommuner.
Karin Albin og andre pindsvinevenner håber, at folk i de kommuner vil hjælpe pindsvinene.
- Flyt bålet om morgenen eller op ad dagen, siger Karin Albin med henvisning til, at pindsvinene så har mulighed for at flygte, inden det hele går op i brand.
Man kan også gøre noget godt for pindsvin hele året.
- Vil man gøre noget godt for pindsvin, så skal man lave en pallebolig til dem, siger Karin Albin.