Butiksindehaver risikerer bøde: - Jeg vil gøre det igen

I sidste uge fik en butik i Silkeborg stjålet jakker for en kvart million kroner. Indehaveren delte billeder af tyvene og risikerer nu bødestraf

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Henrik Thomsen har investeret op mod 200.000 kroner for at undgå tyveri. Blandt andet har alle jakker fået påsat farvepatroner. Foto: Morten Thomsen - TVMIDTVEST
Af Frederikke Dammark og Malthe Birger Jensen
I samarbejde med TV MIDTVEST

Ved højlys dag blev 25 jakker af mærket Moncler for otte dage siden stjålet fra forretningen Laura Thomsen Luxury i Silkeborg. Jakkerne havde en samlet værdi af 250.000 kroner. Penge, som ejeren Henrik Thomsen højst sandsynligt aldrig ser igen, da forsikringen ikke dækker tyveri.

Jeg har fået henvendelser, hvor der bliver nævnt navn og adresse på de pågældende, som så er videregivet til politiet. Jeg er overbevist om, at de tips er afstedkommet, fordi jeg har lagt mit opslag på Facebook.
Henrik Thomsen, indehaver, Laura Thomsen Luxury

I stedet valgte han at dele overvågningsbillederne af de fire tyve på Facebook i håbet om at finde frem til dem.

Men den handling er ulovlig. Ifølge Persondataloven er det nemlig kun politiet, der må det. Selvom butiksindehaveren risikerer en bøde, er han ikke i tvivl.

Er det billeder, du kunne finde på at dele igen?

- Altid!

Nu har han investeret op mod 200.000 kroner for at sikre, at det samme scenarie ikke skal udspille sig igen.

Reglerne er ikke gode nok

Ifølge Henrik Thomsen er loven ikke god nok, som den er lige nu. Det bakker Dansk Folkeparti ham op i.

- Jeg forstår godt, at han er frustreret over den måde, som reglerne er skruet sammen på. Jeg mener ikke, at det er ham den er gal med, det er reglerne, siger Peter Kofod Poulsen, retsordfører, Dansk Folkeparti.

- Her er der altså tale om butiksejere, som ikke får deres ting tilbage. Det synes jeg er så udfordrende, i hvert fald for min retsfølelse på vegne af de her mennesker, siger han.

Fire dage efter at videoen blev delt, fandt politiet frem til den ene af tyvene. Henrik Thomsen er ikke i tvivl om, at Facebook-opslaget med overvågningsbillederne har spillet en afgørende rolle.

VIDEO: Her kan du se et tv-indslag om Henrik Thomsen.

- Jeg har fået henvendelser, hvor der bliver nævnt navn og adresse på de pågældende, som så er videregivet til politiet. Jeg er overbevist om, at de tips er afstedkommet, fordi jeg har lagt mit opslag på Facebook, siger Henrik Thomsen.

Politiet har ikke ønsket at kommentere på sagen tirsdag. Derudover har TV MIDTVEST forsøgt at få justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at forholde sig til sagen. Justitsministeren har ikke haft tid til at medvirke.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her