Venstre varsler håb for PTSD-ramte lokoførere
En lokomotivfører er ramt af PTSD efter otte ulykker, mens han kørte tog. Men han kan ikke få anerkendt det som arbejdsskade. Nu skal systemet ændres, mener Venstre
Sagen om lokomotivfører Brian Borg fra Egå, der efter otte hårrejsende ulykker på 26 år har fået PTSD, men ikke kan få det anerkendt som en arbejdsskade, rejser spørgsmål på Christiansborg.
Venstres politiske ordfører Britt Bager finder det urimeligt, at lokomotivførere ikke kan få anerkendt PTSD som en arbejdsskade, hvis PTSD'en dukker op år efter de traumatiserende hændelser fandt sted. Derfor vil hun nu få beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), ind i sagen.
- Vi kommer til at behandle Brians sag - det virker helt urimeligt på mig, at denne mand ikke kan få en erstatning for at være blevet syg af at passe sit job, siger Britt Bager (V) til TV2 ØSTJYLLAND - og fortsætter:
- Vi sidder i øjeblikket og arbejder i beskæftigelsesministeriet på et nyt arbejdsskadesystem, og jeg skal være helt ærlig at sige, at jeg ikke havde hørt om denne situation før TV2 ØSTJYLLAND bragte sagen frem - og jeg vil bringe sagen med over i ministeriet og bede dem om at have den med i arbejdet, der er i gang lige nu.
Læs også:
Ankestyrelsen anerkender ikke Brian Borgs PTSD-diagnose som en arbejdsskade, og kalder det i stedet for en ”uspecificeret belastningsreaktion”. Fordi symptomerne ikke er opstået indenfor seks måneder efter de mange hændelser, vil man ikke anerkende PTSD-diagnosen som arbejdsrelateret.
- Det berører os alle dybt. Det berører også mig dybt. Der er helt sikkert noget at rette op på. Det kan ikke være rimeligt, at man kan møde ind og passe sit arbejde og ikke få en erstatning, fortæller Britt Bager.
Veteraner har siddet i samme situation
Den situation Brian Borg sidder i nu, har flere krigsveteraner tidligere siddet i. Veteraner, der fik konstateret PTSD senere end seks måneder efter udsendelse, fik ikke anerkendt sygdommen som en arbejdsskade.
Dette medførte, at folketinget vedtog en særlov i 2014. I særloven, der kun gælder for udsendte soldater og andre statsansatte, bortfaldt kravet om en speciallægeerklæring inden for seks måneder efter hændelsen.
Brian Borg står til at gå glip af en stor kompensation, men for ham er anerkendelsen vigtigere end penge.
- De gør mig ikke rask de penge. Det vigtigste er, at jeg kunne få et brev derovre fra, hvor de skriver, at vi anerkender, at du har haft nogle forfærdelige oplevelser. Og det er vi kede af på dine vegne, siger Brian Borg.