Naboer til motorvej må sove med ørepropper: Det er en konstant belastning
Lykke og Kenneth Schmidt fra Silkeborg bor i et støjhelvede som nabo til Silkeborgmotorvejen
Det kan være en meget stor belastning at være nabo til en motorvej.
Det ved ægteparret Lykke Schmidt og Kenneth Egelund Schmidt fra Silkeborg-bydelen Buskelund alt om. De bor tæt på Silkeborgmotorvejen og må leve med konstante støjgener.
- Det er en grundlæggende støjkulisse, der kører hele tiden. Specielt morgen, eftermiddag og aften kommer støjen fra de store lastbiler, fortæller Kenneth Egelund Schmidt.
Sover med ørepropper
Parret er begyndt at sove med ørepropper for ikke at blive vækket af trafikken allerede ved femtiden. Og larmen går dem så meget på, at de har valgt ikke at tale om situationen i det daglige. Det er simpelthen for svært.
- Men det går os jo på, at man ikke har fred, at man ikke kan koncentrere sig. Man bliver rastløs, man bliver anspændt, siger Kenneth Egelund Schmidt.
Området ved Buskelund er specielt på den måde, at der ikke er støjværn ved motorvejen. Staten og Silkeborg Kommune strides - som TV MIDTVEST fortalte tirsdag - om hvem der har ansvaret. Silkeborgs borgmester Steen Vindum er så frustreret over situationen, at han truer med at hive staten i retten. Omvendt fastslår transportminister Ole Birk Olesen klart, at ansvaret er kommunens.
Begyndte at græde ved få sekunders stilhed
Ægteparret vidste godt, at de ville få motorvejen som nabo, da de købte grunden. Kenneth Egelund Schmidt fortæller, at parret blandt andet fik en advokat til at se al det tilgængelige materiale igennem, og konklusionen var dengang, at vejen ikke ville udgøre et problem.
- På de kort, vi kiggede på, lå huset her slet ikke på et støjbelastet sted. Nu ligger vi i det næstmest belastede område.
Vejdirektoratet regnede oprindeligt med, at der ville køre 10.000 biler i døgnet på den vestlige del af Silkeborgmotorvejen. I dag kører der 17.000 biler.
Tårer i stilheden
Hvor meget larmen påvirker dagligdagen, oplevede Lykke Schmidt en dag, da parret var ude for at lufte deres hund. Da de nåede et sted, hvor der var helt stille, begyndte hun at græde.
- Min krop reagerede følelsesmæssigt på, at larmen pludselig ikke var der - og den forskel det gjorde. Jeg savnede, at der kunne være så meget ro, fortæller Lykke Schmidt.
Og hendes mand supplerer:
- Den konstante støj sætter i én i en form for beredskab hele tiden. Det var det, min kone reagerede på, da den pludselig forsvandt.
