1.800 husstande ramt: Drikkevand skal koges efter forurening
Vandet er forurenet i omkring 1.800 husstande i Torsted syd for Horsens. Årsagen til forureningen er ukendt
Borgere der får leveret vand fra Torsted Vandværk skal indtil videre koge deres drikkevand og vand til madlavning.
Ved en rutinekontrol er der konstateret for stort kimtal i vandet, skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
Opfordringen på kommunens hjemmeside lyder blandt andet:
- Undgå at drikke vandet direkte fra hanen. Kog det først. Brug håndsprit. Undgå at skylle frugt, salat og grøntsager i vand direkte fra hanen.
Kimtal er et udtryk for mængden af bakterier i drikkevandet. Det er endnu ikke kendt hvilken type af bakterier, der er tale om, men der er ikke tale om e-coli bakterier.
Det er fortsat ikke lykkedes at finde årsagen til forureningen, men Torsted Vandværk er ved at finde frem til kilden og der vil blive taget yderligere prøver.
På Horsens Kommunes hjemmeside kan du se en video om, hvordan du skal forholde dig til vandforureningen.